• Arbejdsmiljø
  • Karriere

Sofies tale om magt og sex har sat spor

For tre år siden sendte Sofie Linde chokbølger gennem publikum ved Zulu Comedy Award. Hendes brandtale har flyttet grænser på danske arbejdspladser
  • 22.08.2023
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

For tre år siden sendte Sofie Linde chokbølger gennem publikum ved Zulu Comedy Award. Hendes brandtale har flyttet grænser på danske arbejdspladser

Først grinte publikum. Så blev de tavse, før stilheden blev flænget af en kvindelig tilhørers højlydte udbrud.

”WHAT!”

Fra scenen i Operaen paralyserede showvært Sofie Linde for præcis tre år siden kendispublikummet ved TV2 Zulu Comedy Award 2020 med ordene:

- Jeg har været i mediebranchen i 12 år. Og hvis vi nu skal være ærlige – og det skal vi jo. Så har jeg mødt ekstremt mange magtfulde mænd, der har været pisse ulækre. Det har jeg. Prøv at høre, jeg vil ikke ødelægge den gode stemning. Jeg skal nok lade være med at være for specifik, Men altså…, siger hun spøgefuldt og fortsætter, mens grinene i salen forstummer.

- Jeg kan jo lige fremhæve én historie. Fra dengang jeg var 18 år og lige var startet i Danmarks Radio. Vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig. Så kommer der denne her store TV-kanon op – tager fat i min arm – og siger ”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere”. ”Så ødelægger jeg dig”.

Direkte henvendt til kameraet bankede hun herefter TV-kanonen på plads.

- Jeg er ret sikker på, du kigger på mig lige nu. Du ved godt, selv hvem du er. Og du ved også godt, jeg sagde nej.

Stor effekt på danske arbejdspladser

Sofie Lindes personlige historie satte for alvor metoo-bølgen mod seksuel chikane i gang i Danmark.

TV2 fik sin sag, reklame-, advokat- samt film- og teaterbranchen ditto. Ligesom flere politikere har trukket sig efter metoo-sager.

Forud for treårsdagen for Sofie Lindes tale har fagforeningen Business Danmark via Norstat spurgt 1.265 lønmodtagere, om talen har sat varige spor på deres arbejdsplads. Og det har den i den grad.

Hver tredje svarer, at deres arbejdsplads i kølvandet på den store mediebevågenhed, som talen kickstartede, har indført nye initiativer mod sexchikane.

Det er typisk whistleblowerordninger og nultolerance over for grænseoverskridende adfærd, forklarer CEO i Business Danmark, Martin Kildgaard Nielsen til finans.dk.

- Det er en enorm forandring på så kort tid, især i lyset af at magtudøvelse og sexchikane ikke er lige udbredt i alle fag og brancher. Vi er langt fra i mål, men positivt at man så mange steder forebygger grænseoverskridende adfærd med nultolerance og håndterer eventuelle sager med whistleblowerordninger, siger han.

Login for at tale med en af vores jurister

Hver 7. har oplevet sexchikane

At sexchikane på arbejdspladser fortsat er et problem, fremgår også af undersøgelsen. Hver syvende lønmodtager har oplevet det på egen krop – hver femte kvinde og hver tiende mand.

- Det er meget høje tal. Jeg tror ikke, det er fordi, der oftere finder sexchikane sted, snarere at sagerne tidligere har fløjet under radaren og er blevet fortiet. Nu kommer historierne frem, og det er godt, siger Martin Kildgaard Nielsen.

Samtidig giver han et skulderklap til Sofie Linde for at sætte fokus på et mangeårigt problem.

- Det vidner om, at metoo-bevægelsen har skabt en platform til at sætte effektfuld fokus på et velkendt problem på en ny måde. Når samtidig et vellidt medieikon som Sofie Linde viser mod og stiller sig op på taburetten, som hun gjorde og skyder skarpt på magtfulde personer i en stor og velrenommeret organisation som DR, så gør det en kæmpe forskel, som vi også sidenhen har set konsekvensen af dokumentarprogrammer som ”Metoo: Sexisme bag skærmen” på TV2, siger han.

Ifølge Norstat-undersøgelsen har 14 pct. af de danske lønmodtagere oplevet sexchikane på jobbet. Sidst Business Danmark lavede en lignende medlemsundersøgelse i 2020 svarede 7 pct., at de har været udsat for sexchikane på jobbet.

5 ting øger risikoen for metoo-sager

  1. En attraktiv branche/virksomhed
  2. Mange ansøgere bejler om få pladser
  3. Stor statusforskel mellem de ansatte
  4. Mange unge og let udskiftelige medarbejdere
  5. Udsigt til stor økonomisk eller karrieremæssig gevinst på sigt

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.