• Arbejdsmiljø
  • Jura

Du er dårligere sikret på hjemmekontoret - end på jobbet

Kontakt altid din fagforening, hvis du kommer til skade ved hjemmearbejde
  • 08.12.2023
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Du kan gå ud fra, at du er dækket, hvis du kommer til skade på arbejdspladsen. Det er langt mere tricky ved hjemmearbejde og på forretningsrejsen, forstå hvorfor

Pandemien har revolutioneret vores arbejdsliv. Pludselig var det - der engang kun var en lejlighedsvis mulighed - blevet den nye norm.

Hjemmearbejde.

Men med den øgede fleksibilitet følger også et juridisk minefelt, når det gælder ansvar og dækning for arbejdsskader.

For mens du kan gå ud fra, at du er dækket af arbejdsskadessikringsloven, når du tjekker fysisk ind på arbejdspladsen, så er du på langt mere usikker grund, når du arbejder hjemmefra eller er på forretningsrejse – her vil sagen afhænge af en konkret vurdering.

- Ved hjemmearbejde ser Ankestyrelsen konkret på, om den din skade er opstået som en nødvendig og naturlig følge af dit arbejde – og du skal som lønmodtager bevise, det er tilfældet. Derfor er du alt andet lige dårligere stillet med hensyn til at få anerkendt en arbejdsskade, når du arbejder hjemmefra, siger Nina Utzon, arbejdsskaderådgiver i fagforeningen Business Danmark.

Årsagen er ifølge Ankestyrelsen, at der i hjemmet blandt andet er der en anden og mere nær forbindelse mellem arbejdsmæssige handlinger og private handlinger, end på arbejdspladsen. Hvis en ulykke i hjemmet, skal anerkendes som en arbejdsskade, kræver det derfor, at du kan sandsynliggøre en klar årsagsforbindelse mellem ulykken og dit arbejde.

Hvornår er du på arbejde og privat?

Ankestyrelsen har på baggrund af en lille håndfuld konkrete sager om arbejdsskader i hjemmet trukket nogle streger i sandet.

Falder du for eksempel på vej til toilettet, så er det en arbejdsskade, fastslår Ankestyrelsen i to sager, fordi der ikke var private forhold, som influerede på faldskaderne.

Men falder du på vej ind i dit hus fra din gårdhave, mens du får frisk luft og overvejer, hvordan du skal løse en arbejdsopgave, så er det for egen regning. I den konkrete sag var Ankestyrelsen ikke overbevist om at, det var nødvendigt for den hjemmearbejdende at gå udenfor efter et onlinemøde for at kunne passe sit arbejde.

Ifølge Nina Utzon bør der i fremtidige afgørelser skeles lige så meget til åndens som håndens arbejde, så hjemmearbejde ikke bliver et fængsel.

- Det er nok almindeligt for mange hjemmearbejdende at tage et telefonisk møde med en kunde eller kollega, mens de går rundt i haven, hvor tankerne flyder mere frit end foran skærmen. Eller at man kan side med en kop kaffe i haven en sommerdag, mens man holder pause eller laver en strategiplan uden frygt for, man ikke kan få anerkendt det som en arbejdsskade, hvis stolen braser sammen under en, siger hun og efterlyser klarere retningslinjer og regler for hjemmearbejde, der tager højde for den nye virkelighed.

Det vil ikke kun beskytte arbejdstagerne, men også arbejdsgiverne, der også er i en ukendt situation. Det handler om at finde den rette balance mellem fleksibilitet og ansvar, så alle parter kan arbejde trygt og effektivt, mener Nina Utzon.

Senest har Nina Utzon forgæves forsøgt at få anerkendt Michael Roland Clausager faldulykke på et hotel under en forretningsrejse i Tyskland som en arbejdsulykke. Michael lider i dag af kronisk hovedpine.

Læs Michaels historie her

Kontakt os, hvis du kommer til skade på jobbet

Du er sikret hjemme foran skærmen, medmindre...

Du er dog bedre sikret hjemme, når du sidder bænket foran skærmen. Medmindre du forbryder dig mod din arbejdsgiver anvisninger om, hvordan arbejdet i hjemmet skal foregå.

Ankestyrelsen har i tre konkrete sager givet medarbejdere medhold i deres arbejdsskadessager.

I en sag slog en ansat hovedet mod en skråvæg, fordi skrivebordet stod under en trappe. Ankestyrelsen gav den ansatte medhold, fordi arbejdsgiveren ikke havde stillet betingelser om, under hvilke forhold arbejdet skulle udføres.

En anden medarbejder fik medhold efter et fald over en computerledning, hvor vedkommende slog arm, hånd og hoved.

Og endelig fik en ansat medhold i en sag, hvor vedkommende rakte ud efter en parasol for at undgå sol i skærmen og fik et smæld i skulderen. Begrundelsen var, at skaden opstod, mens den ansatte var i gang med at forbedre sine arbejdsforhold for at passe sit arbejde.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.