• Arbejdsglæde
  • Arbejdsmiljø

Bliver du også forstyrret på storrumskontoret?

Der er mange smil, men flere forstyrrelser i storkontoret
  • 15.02.2024
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Danskerne er ikke i tvivl. Langt de fleste arbejder bedst omgivet af få kolleger. Alligevel storhitter åbne kontorlandskaber fortsat i danske virksomheder

Det summer af aktivitet og kreativitet i det åbne kontorlandskab på reklamebureauet. Og i callcentret er talestrømmen konstant, og energiniveauet højt blandt salgs- og kundeservicemedarbejderne.

Kontorlandskabet har eksisteret i årtier. Fra 1980'ernes hippe amerikanske reklamebureauer til tech-giganternes - Google og Facebook - gigantiske åbne glaskontorlandskaber op gennem 00'erne og 10'erne.

Tanken om kontorlandskabet som opskriften på bedre samarbejde, videndeling og socialisering på arbejdspladsen lever fortsat i bedste velgående i danske virksomheder.

Halvdelen af alle danskere på kontor sidder i et større kontorfællesskab - hver tredje af dem sidder 6-10 kolleger sammen, mens to ud af tre deler kontor med mere end 10 kolleger. Det viser en befolkningsundersøgelse lavet for fagforeningen Business Danmark af Norstat i november 2023.

Fordelene er da også indlysende. 65 pct. fremhæver de gode muligheder for at sparre med kolleger, og 58 pct. fremhæver, at det styrker fællesskabet. Men træerne vokser ikke ind i himlen.

Vi arbejder bedst i mindre enheder

For spørger man danskerne, hvad de foretrækker, så er meldingen klar. Otte ud af ti peger på, at de arbejder allerbedst på eget kontor (42 pct.) eller i mindre kontorenheder med højst fem kolleger (37 pct.).

Og otte ud af ti har svært ved at rumme kontorlandskaber på grund af støj, forstyrrelser og koncentrationsbesvær.

Det overrasker CEO i Business Danmark, Martin Kildgaard Nielsen, at en indretningside, der for alvor vandt frem for mere end tyve år siden, fortsat er så udbredt.

- Trenden mod storrumskontorer er fortsat, selv om der er sket meget på arbejdsmarkedet og måden, vi samarbejder på, de senere år. Virksomhederne er nødt til at vise større fleksibilitet i forhold til de enkelte medarbejderes ønsker og behov, siger han og påpeger, at afbrydelser og støjgener både nedsætter effektiviteten og kan skabe grobund for stress.

For mere end et årti siden kortlagde Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at medarbejdere i åbne kontorlandskaber havde flest sygedage – 62 pct. flere end ansatte med eget kontor.

Forskellige behov og fleksible rammer

Unge og ældre kolleger er enige om, at de arbejder mest effektivt i mindre kontorer. Men især ansatte under 35 år sætter pris på de sociale aspekter og den faglige sparring på fælleskontoret.

- Jeg tror, meget handler om at bruge alle værktøjer i posen. Der er ingen one size fits all. Nogle har brug for færre kolleger omkring sig, andre flere. Det afhænger også meget af opgavens art og hvem du er, men det overordnede signal er klart: Det store flertal ønsker mindre enheder, siger Martin Kildgaard Nielsen.

- Nogle udfordringer kan man organisere sig ud af ved at etablere muligheder for enkelt- eller mindre kontorer, lokaler til hybridmøder og ved at sammensætte teams med ens ønsker. Men det handler også om samarbejdskulturen. Flere steder har man taget stilleperioder og "forstyr-ikke" lamper i brug.

Og han tilføjer, at man som leder jo også kan trække hjemmearbejdspladskortet. I dag arbejder hver fjerde dansker ifølge Norstat-undersøgelsen hjemmefra mindst en dag om ugen.

- Vi har for længst lært, at hjemmearbejde fungerede glimrende. Så er der en opgave, der kræver, man skal fordybe sig ekstra meget, kan det måske være en god idé at trække det kort, fastslår han.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.