• 4-dages arbejdsuge
  • Arbejdsglæde

Kan man virkelig arbejde én dag mindre - til samme løn?

En 4-dages arbejdsuge uden lønnedgang. Lyder det som utopi? Se, hvordan det er ved at blive virkelighed i virksomheden PanzerGlass. Få tips i gratis e-bog
  • 22.09.2023
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

En 4-dages arbejdsuge uden lønnedgang. Lyder det som utopi? Se, hvordan det er ved at blive virkelighed i flere virksomheder. Få tips i gratis e-bog

I starten af 1900-tallet sled metalarbejdere sig gennem en arbejdsuge på syv dage og 60 timer. Og gradvist gennem århundredet blev arbejdsugen reduceret til fem dage og 37 timer, som i dag er normen for de fleste.

Men nu tager offentlige arbejdspladser og private virksomheder springet og indfører en 4-dages arbejdsuge på 30-32 timer – en halvering på knap 100 år.

Den tankegang harmonerer godt med mange danskeres drøm om et anderledes arbejdsliv. Ifølge undersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark, drømmer tre ud af fire lønmodtagere nemlig (72 pct.) om at arbejde fire frem for fem dage om ugen.

4-dages arbejdsuge godt på vej i PanzerGlass

virksomheden PanzerGlass med ca. 165 ansatte med hovedkontor i Hinnerup ved Aarhus er målet step by step at skifte den traditionelle fem dages arbejdsuge ud med 30 timer fordelt over fire dage – uden at sænke lønnen, fortæller Jesper Mikkelsen, CCO i PanzerGlass, der producerer og sælger skærmbeskyttelse, kamerabeskyttelse og cases til smartphones, smartwatches og tablets.

- I august sidste år igangsatte vi implementeringen af en 4-dages arbejdsuge på tværs af hele virksomheden. Til en start introducerede vi én månedlig fridag, og efter nogle måneder kom vi op på halvanden fridag. I september 2023 er vi oppe på to månedlige fridage. Implementeringen sker gradvist for at sikre, at alle kan tilpasse sig trinvist og lære nye arbejdsmetoder, siger han og uddyber, at en kortere arbejdsuge er win-win for både virksomhed og medarbejdere:

- For os er en 4-dages arbejdsuge ikke det endelige mål, men et middel til at sikre en sund balance mellem arbejde og fritid. Man kan sige, vi stræber efter at blive mere effektive, uden at gå på kompromis med resultaterne. Derfor afsøger vi konstant, hvordan vi kan skabe de bedst mulige arbejdsbetingelser for vores medarbejdere. Det tror vi er altafgørende for at fastholde og tiltrække talenter.

- I implementeringen af en 4-dages arbejdsuge har vi gentænk vores arbejdsmetoder på tværs af hele virksomheden. Altså hvordan kan vi gøre tingene smartere og bedre, så vi skaber større trivsel for vores medarbejdere både privat og på arbejde, siger Jesper Mikkelsen.

Kom på virksomhedsbesøg hos PanzerGlass

4-dages arbejdsuge i PanzerGlass

Hvad med arbejdsglæden og salgsbudgettet?

Den kortere arbejdsuge er blevet godt modtaget i PanzerGlass, som er en global virksomhed med medarbejdere i mere end 25 lande.

- Vi ser det helt konkret i vores pulsmålinger, som bekræfter, vi har gang i noget rigtigt. I marts 2023 svarede 95 pct. af medarbejderne, at de føler sig motiveret af en 4-dages arbejdsuge, og 92 pct. at det giver bedre balance mellem arbejde og fritid. Ude på kontorerne kan man også mærke, hvor stor betydning det har at få en ekstra dag til at koble af eller fordybe sig uden forstyrrelser.

I begyndelsen var der mange spørgsmål og lidt usikkerhed om, hvad en kortere arbejdsuge indebar, og hvad det ville betyde for medarbejdernes salgsbudgetter, fortæller Jesper Mikkelsen.

- I mange arbejdskulturer og særligt inden for salg, har der nok i mange år været en ide om, at jo flere timer du lægger, jo mere arbejde når du, og jo flere ordrer lukker du. Men efter at have været i gang i et års tid, fornemmer vi, hvordan vores medarbejdere er mere glade, og oplever at de ekstra fridage skaber værdi for dem både professionelt og privat. De har mere overskud til refleksion, og kreative og innovative ideer kommer nemmere til dem end før.

- Derudover har vi netop haft det bedste månedsresultat nogensinde i PanzerGlass’ historie. Et resultat, der er skabt i en proces med 4-dages arbejdsuge. Det sætter trumf på. Vi arbejder mindre, men skaber bedre resultater end nogensinde, siger Jesper Mikkelsen.

Bøger om 4-dages arbejdsuge

Gentænk måden I arbejder på

I PanzerGlass udrulles 4-dages arbejdsugen i faser, så medarbejderne kan tilegne sig nye metoder og værktøjer til at arbejde smartere.

- Vi har været nødt til at gentænke måden, vi arbejder på for at frigøre arbejdstid og give medarbejderne større mandat til at disponere over egen tid. Derfor har vi implementeret en række nye tiltag, siger han og uddyber:

- Vi har indført kollektiv fokustid, hvor alle medarbejdere har en time dedikeret dagligt, som kan bruges til at arbejde på større eller mindre specifikke opgaver uden forstyrrelser på kryds og tværs. Vi benytter os også af ‘busy lights’, altså et system, hvor en rød eller grøn lampe fortæller, om man er optaget eller ledig. Det er især effektivt for dem, der arbejder på vores større kontorer. Og så benytter vi Pomodoro-teknikken, hvor 25 minutters intensivt arbejde bliver afløst af fem minutters pause.

- Men vores mest effektive redskab er vores nye møderegler. Her har vi lavet nye retningslinjer, herunder bl.a. at ethvert møde skal have en dagsorden, at forberedelse på forhånd er påkrævet, og at der skal defineres handlinger efter hvert møde. Dette kan måske virke banalt, men tidligere har vi haft tendens til at deltage i møder uden forberedelse eller afholdt møder, uden at der har været tilsendt en agenda på forhånd.

At den nye arbejdsform har gjort en kæmpe forskel, er der ingen tvivl om. Otte måneder efter udrulningen i august 2022 er effektivitet øget med 4,24 timer ugentligt per medarbejder.

- Når det er sagt, så er det stadig vigtigt for PanzerGlass, at der er tid og mulighed for en uformel snak ved kaffemaskinen. Vi skal være et godt og sjovt sted at være, selv om vi er blevet mere effektive. Det kan ingen 4-dages arbejdsuge ændre på, siger Jesper Mikkelsen.

Den 22. november kan du opleve PanzerGlass indefra og få hele historien om skiftet til en 4-dages arbejdsuge.

Jesper Mikkelsen, CCO i PanzerGlass

Workfeed: Giver bedre work-life balance

Også århusianske Workfeed, som sælger et digitalt vagtplanlægningssystem, har indført en 4-dages arbejdsuge på 32 timer til samme løn for virksomhedens godt 10 medarbejdere, hvor de fleste er mellem 20-30 år.

- Vi oplevede hurtigt, hvordan den 4-dages arbejdsuge førte til et reduceret stressniveau, færre sygemeldinger og mere overskud på arbejdspladsen, fordi folk har mere tid til at slappe ordentligt af og dyrke tilværelsen uden for arbejdet, fortæller medstifter Kristian Emil Larsen på virksomhedens hjemmeside.

- Vi oplevede, at når medarbejderne har mere fritid uden for arbejdet, så ville de vende tilbage til deres arbejde og føle sig friske og klar til at være produktive. Personligt sitrer det altid i mine fingre for at komme i gang om mandagen, hvilket er en fantastisk følelse. Derudover har glade medarbejdere en tendens til at være mere engagerede og produktive.

Workfeeds tips, råd og erfaringer

Værdi vigtigere end jagt på provision

Også på et andet punkt afskiller Workfeed sig fra andre virksomheder, fortæller medstifter Jimmy Engelbrecht Sørensen på LinkedIn – de kører nemlig ikke med provisionsløn, fortæller han, der længe tøvede med at ansætte opsøgende sælgere.

Vi har set og hørt om konsekvenserne af sælgeres udmattende jagt på den næste bonus, som ikke resulterer i andet end kortsigtede wins og manipulation af kunder. Det har afholdt os fra at ansætte sælgere i lang tid. Så vi har i Workfeed rystet posen for at genopfinde strukturen for sælgerstillingen.

- Vi skrottede idéen om sælgere på provisionsløn, ikke fordi vi frygtede deres succes, men fordi vi frygtede disharmoni i vores team. Vi ønskede ikke, at nogen skulle føle sig mindre værd. Alle har et vigtigt job! Så vi introducerede fast løn plus en bonus, der deles med hele teamet, forklarer han.

En 4-dages arbejdsuge er dog langt fra mulig i alle virksomheder mener, CEO i it-konsulentvirksomheden Delegate i et nyt debatindlæg i Børsen.

Se dig for, når du fristes med en 4-dages arbejdsuge

Seks overvejelser om en 4-dages arbejdsuge

Før din virksomhed kaster sig ud i en 4-dages arbejdsuge, bør I overveje:

1. Hvorfor gør I det? Skal det forbedre medarbejdertrivslen, gøre virksomheden mere attraktiv for nye medarbejdere, mindske spildtid og øge produktiviteten eller gøre jer mere tilgængelig for kunderne?

2. Hvilken model passer til jer? 37 fordele på fire dage – eller 30 timer på fire dage med eller uden lønkompensation. Er fire dages arbejdsuge tvang eller valgfrit?

3. Hvor hurtigt indfaser I den nye model?

4. Synes dine interessenter også det er en god ide? Hvad siger medarbejderne/kunderne?

5. Hvor kan I effektivisere?

6. Hvordan vil I måle om det betaler sig? På den økonomiske og på den trivselsmæssige bundlinje

Hent gratis e-bog om 4-dages arbejdsuge

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.