Har din kommende arbejdsplads ingen overenskomst, skal du selv forhandle din løn. Her er en lønstatistik et godt værktøj i forberedelserne til lønforhandlingen. Den viser nemlig, hvad andre med din profil tjener.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik skal du forvente en løn på 23.350-25.800 kr. om måneden som nyuddannet fra en kort eller mellemlang businessuddannelse. Lønnen skal dog svinge med +/- 5.000 kroner alt after branchen, du ansættes i. Flere virksomheder ansætter også elever og trainees til en lidt lavere startløn.
Løn er dog meget mere end kroner og ører. Kig på listen over frynsegoder, som kan øge værdien af din løn uden at tynge virksomhedens lønbudget så hårdt.
Råd til lønforhandlingen for nyuddannede
Grundig forberedelse og realistiske forventninger øger dine chancer for en vellykket lønforhandling. Det gælder især som nyuddannet, hvor man ofte ikke har den store forhandlingserfaring og resultater at bryste sig af.
Det gælder også om gå til samtalen med det rette mindset. Begge parter skal kunne gå tilfredse fra samtalen. Du får nogle ønsker opfyldt, mens virksomheden får nogle andre opfyldt.
- Lad dit udspil være både ambitiøst - og realistisk. Spil ud med det, som du ville blive rigtig glad for. Hvis du har skudt for højt, har du noget at give af og kan stadig være tilfreds. Tag evt. afsæt i den gennemsnitlige startløn inden for dit fag.
- Fastlæg din bagkant. Overvej hvor din smertegrænse går, og hvilke af dine krav, der har størst betydning.
- Byd ind med alternative krav. Sæt flest mulige frynsegoder i spil ud over selve grundlønnen. Så har din nye chef nogle områder, der kan ”barberes væk”, så dine basiskrav kan fastholdes.
- Brug få argumenter og skriv dem ned. Dine argumenter skal være fokuserede og kvalificerede.
- Slå på værdi i forhold til din løn. Fortæl hvilke resultater du kan skabe i forhold til deres investering i din løn.
Derfor er du lønnen værd
Hvis du bliver mødt af argumenter om, at du ”mangler erfaring” og, at virksomheden skal ”bruge ressourcer på oplæring”, så fokuser på disse fem ting:
- Hvilken værdi du vil være på den længere bane, når du er oplært og derefter vil levere det samme, som de andre medarbejdere – stadig til en lavere løn end dem.
- At du kommer med en helt frisk og opdateret teoretisk viden.
- At du ikke har nogen forudfattede ”Det HAR vi prøvet” holdninger – du er lige til at forme, som virksomheden ønsker.
- Du har typisk lyst og energi til at knokle på uden fokus på at gå kl. 16.30.
- Du er topmotiveret og klar på at bevise dit værd på arbejdsmarkedet!