Spørgsmålene er mange, før vi kaster os ud i købet af den første elbil. Hvor lang er den reelle rækkevidde? Risikerer jeg at løbe tør for strøm? Kan elbilen egentlig trække min campingvogn? Hvordan lader jeg op? Hvor dyrt er det? Er det bedre for miljøet? Kan det svare sig for mig at have elbil når jeg er firmabilist? Og er en elbil i det hele taget ikke bare noget bøvl?
Anderledes afklaret er danskerne, som har en elbil. De kunne aldrig drømme om at skifte tilbage til en benzin- eller dieselbil. De tænker én gang elbilist – altid elbilist. Men hvorfor mon det?
Svaret får du på dette webinar med chefkonsulent og forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru, som klæder dig på, så du nemmere kan vurdere, hvornår en elbil er det rigtige for dig. Vil du vide mere om, hvordan FDM kan hjælpe dig med køb af elbil, så læs mere her.
Videoen giver dig svar på
- Hvilken biltype, der er billigst at køre i?
- Hvordan du lader – nemt, bedst og billigst?
- Hvilke fordele og ulemper der er ved elbiler?
- og så afliver vi en række myter om elbiler
Optaget på et medlemswebinar 8. september 2022.
Der blev stillet en hel del spørgsmål til sidst, her er svarene fra Ilyas på de spørgsmål vi ikke nåede.
Seer spørgsmål |
Forbrugerøkonom Ilyas Dogru svar |
Jeg har en Pegeout 3008 (diesel), og kører 1000 km/md. I år har jeg kørt cirka 8.000 km. Jeg har ikke mulighed for at lade hjemme. Kan det betale sig for mig med en elbil? |
I forhold til bilvalg, tænker jeg, at det kommer an på hvor gammel din bil er, og hvor meget værditab du har haft på den. Men med dit kørselsbehov, kan en elbil være fornuftig. Og ift. opladning, ja, men det kræver at du sikrer dig adgang til opladning enten i nærheden af hjemmet, på arbejdspladsen eller andre steder du færdes. |
Hvad er forskel mellem CO2 afgift og vægtafgift? |
Siden 1. juli er nye bilers halvårlige ejerafgift blevet beregnet ud fra bilens CO2-udledning. Frem mod 2026 vil alle ejerafgifter stige markant. Er din bil indregistreret efter 1. juli 1997, har du hidtil betalt grøn ejerafgift, som beregnes ud fra bilens brændstofforbrug. Jo længere bilen kører på literen, jo billigere slipper du. Før den grønne ejerafgift blev indført, betalte man vægtafgift. Køber du en ny bil, skal du imidlertid nu til at betale en ny type ejerafgift. 1. juli blev en ny halvårlig CO2-afgift nemlig indført. I stedet for brændstofforbruget beregnes afgiften nu ud fra, hvor mange gram CO2 køretøjet udleder pr. kilometer. Jo mindre CO2 der udledes pr. kilometer, jo lavere bliver afgiften. Den nye CO2-afgift er en del af aftalen om omlægning af bilafgifterne, der blev indgået i december 2020, og gælder for både person- og varebiler, der er indregistreret første gang 1. juli 2021 eller senere. Det gælder også, hvis bilen er importeret fra udlandet. Er din bil indregistreret før 1. juli 2021, forsætter du med at betale den hidtidige ejerafgift. For langt de fleste vil det altså være grøn ejerafgift. Ejerafgiften stiger 37% de kommende år. Se her, hvilken ejerafgift du skal betale |
Kan alle biler oplades med en hurtiglader? |
Ja de fleste biler kan lades med lynladning (over 100 kW i Transportministeriets terminologi), og for nogle biler er det et tilkøb. Men generelt kan bilerne lade hurtigt (+22kW) op offentlig ladere og langt de fleste lader normal derhjemme (op til 11 kW). |
Kan man lade bilen fra en stikkontakt derhjemme? Og kan det være farligt? |
Det kan man godt. Men vi kalder det for nødlader, fordi det er og skal være nødløsning. Du kan læse mere om reglerne her, men generelt anbefaler Sikkerhedsstyrelsen ikke vedvarende opladning på over 6A: |
Jeg har en campingvogn, der vejer 1800 kg. Hvilken elbil skal jeg vælge? |
Du kan se en oversigt her: Tjek hvor meget elbilen må trække på krogen Der er ikke mange elbiler endnu, men det kommer. Vær dog opmærksom på, at bilens forbrug øges markant når elbilen kører med campingvogn. |
Man taler meget om genberegning - hvad betyder det? |
Tilbage i 2017 blev der indført regler om, at registreringsafgiften for leasingbiler skal genberegnes senest fire måneder efter første indregistrering. Med virkning for køretøjer, der indregistreres første gang i 2022, er fristen for genberegning sat ned til tre måneder. Ordningen med genberegning blev indført med henblik på at modvirke, at der betales afgift af kunstigt lave afgiftspligtige værdier på grund af mængderabatter mv., herunder den såkaldte ”bilvaskmetode”. Reglerne skal dermed forhindre, at der på baggrund af kunstigt lave afgiftspligtige værdier alene betales en meget lav eller endog slet ingen registreringsafgift. For en bil, hvor registreringsafgiften ved genberegningen forhøjes med 60.000 kr., vil den årlige skattepligtige værdi af bilen således stige med 12.600 kr. eller med lige over 1.000 kr. om måneden. For en topskattebetaler betyder det en merskat på knap 600 kr. om måneden. Hvis bilen er leaset for en periode på tre år, vil den samlede merskat i perioden dermed overstige 20.000 kr. |
Er der nogen forbrugergrupper, hvor det ikke kan betale sig med elbil? |
Hvis du er afhængig af campingvogn, eller der ikke er lademuligheder i nærheden af hvor du færdes, skal du overveje om en elbil er for dig. Rækkevidde osv mener jeg ikke er et problem for elbiler længere. Det er adgang til ladestandere derimod |