• Klausul
  • Løn
  • Opsigelse

Hov...fik du penge for din konkurrence-klausul?

Virksomheder glemmer at betale tusindvis af kroner til fratrådte medarbejdere bundet af ansættelsesklausuler. Se, hvad du har ret til
  • 25.01.2023
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Virksomheder glemmer at betale tusindvis af kroner til fratrådte medarbejdere bundet af ansættelsesklausuler. Se, hvad du har ret til

Der var gang i svingdøren i dansk erhvervsliv i 2022, hvor rekordmange skiftede job. Knap en million danskere fik sidste år ny arbejdsgiver, det er 46 pct. flere end for ti år siden.

Den høje jobrotation har betydet, at flere lønmodtagere end normalt er gået glip af titusindvis af kroner i godtgørelse fra deres tidligere arbejdsgiver for at have været bundet af en ansættelsesklausul, lyder vurderingen fra Business Danmark, fagforening for salg og marketing.

- I takt med at mange har skiftet job, har vi også set flere sager, hvor arbejdsgivere har glemt at udbetale godtgørelsen til fratrådte medarbejdere med en kunde- eller konkurrenceklausul i kontrakten, fortæller Jesper Ronald Jensen, juridisk konsulent i Business Danmark, hvor hvert syvende medlem er begrænset i jobsøgningen af en ansættelsesklausul.

Og det er ikke småpenge, der kan være på spil, forklarer han.

- Senest har jeg haft en sag med en kvindelig sælger, som sagde op og flere måneder senere tilfældigvis blev opmærksom på, at hun måske havde penge til gode for en konkurrenceklausul. Først da en tidligere kollega spurgte, om hun havde fået en godtgørelse, henvendte hun sig til os og fik udbetalt, hvad der svarer til over to måneders løn, siger Jesper Ronald Jensen.

Tre regelsæt skaber forvirring

Reglerne for ansættelsesklausuler for betroede funktionærer har ændret sig gennem årene.

Først i sommeren 1999 blev der indført krav om betaling for at binde ansatte med ansættelsesklausuler. Og i 2016 reducerede en ny lov klausulernes løbetid fra 12-24 år til 6-12 måneder for alle nye klausuler - ligesom reglerne for engangskompensation og den løbende kompensation for kundeklausuler og såkaldte dobbeltklausuler blev forbedret.

Det betyder, at virksomheder i dag skal administrere tre forskellige regelsæt – alt efter om den fratrådte medarbejder blev ansat før 15. juni 1999, mellem 15. juni 1999 og 2015 eller efter 1. januar 2016. Og det giver yderligere anledning til forvirring, påpeger han.

- Vi ser kun toppen af isbjerget, og der er helt sikkert flere, som er gået glip af betaling for en tidligere ansættelsesklausul. Det er mit klare indtryk, at mange arbejdsgivere stadig ikke har fået hold på de nye regler. Vi får fortsat ansættelseskontrakter til gennemsyn, som er formuleret efter de gamle regler fra før 2016.

Business Danmark fraråder jobsøgere at underskrive en ansættelsesklausul - trods regler om kompensation.

- Det er stærkt karrierebegrænsende, at man skal starte på ny i en helt anden branche, når netop branchekendskab er en af de mest efterspurgte kompetencer i stillingsopslag. Det kan selv et par måneders ekstra løn råde bod på, siger Jesper Ronald Jensen og uddyber:

- Indførelsen af minimumsbetaling til fratrådte ansatte med en kundeklausul, har fået nogle virksomheder til at overveje, hvorvidt klausulen overhovedet er nødvendig. Men virkeligheden er den, at de færreste jobsøgere er i en position, hvor de kan forhandle klausulen væk ved jobsamtalen, selv om virksomheden i forvejen er sikret mod misbrug af erhvervshemmeligheder via markedsføringslovens paragraf tre.

- Det bedste er helt at slippe af med klausulen. Kan det af en helt særlig grund ikke lade sig gøre rådgiver vi om, hvordan man kan begrænse dens skader, uden det behøver at slå skår i glæden over nyansættelsen, slutter han.

Kompensation, hvis du er arbejdsløs (2016-reglerne)

Opsiger din arbejdsgiver din klausul mindre end seks måneder, før du fratræder, skal du have en engangskompensation på 2 x 40-60 pct. af din tidligere månedsløn, når du stopper. Dette beløb dækker de to første måneder efter din opsigelse. Der er lidt andre regler, hvis du har en klausul fra før 2016.

Finder du efterfølgende ikke nyt job i resten af klausulens løbetid, har du oveni dagpengene ret til mellem 40-60 pct af din tidligere løn fra tredje måned efter opsigelsen og i resten af klausulens løbetid. Din tidligere arbejdsgiver kan opsige din klausul med et varsel på løbende måned plus en måned.

  • Har din klausul en løbetid på op til seks måneder, skal du have mindst 40 pct. af din løn på fratrædelsestidspunktet oveni dagpengene.
  • Har din klausul en løbetid på over seks måneder, skal du have mindst 60 pct. af din løn på fratrædelsestidspunktet oveni dagpengene.
  • Har du både en kunde- og en konkurrenceklausul, skal du mindst have 60 pct. af din løn på fratrædelsestidspunktet – den må højest gælde seks måneder efter du fratræder.

Kompensation, hvis du får et nyt job (2016-reglerne)

Opsiger din arbejdsgiver din klausul mindre end seks måneder, før du fratræder, skal du have en engangskompensation på 2 x 40-60 pct. af din tidligere månedsløn, når du stopper. Dette beløb dækker de to første måneder efter din opsigelse. Der er lidt andre regler, hvis du har en klausul fra før 2016.

Finder du et nyt job, har du desuden ret til mellem 16-24 pct. af din tidligere løn i kompensation fra tredje måned efter opsigelsen og i resten af klausulens løbetid. Din tidligere arbejdsgiver kan opsige din klausul med et varsel på løbende måned plus en måned.

  • En klausul med en løbetid på op til 6 måneder, skal kompenseres med 16 % af din løn på fratrædelsestidspunktet.
  • En klausul med en løbetid på over 6 måneder, skal kompenseres med 24 % af din løn på fratrædelsestidspunktet.
  • Har du både en kunde- og en konkurrenceklausul, skal du mindst have 24 % af din løn på fratrædelsestidspunktet – den må højest gælde seks måneder efter du fratræder.

En enkelt klausul må højest gælde i 12 måneder, mens en dobbeltklausul højest må gælde i seks måneder.

Business Danmark mener, at der kun bør eksistere et regelsæt og fra politisk hold lovgives om at alle klausuler fra før 2016 skal konverteres til de nye regler eller erklæres ugyldige.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.