• Job
  • Karriere

Din jobtitel afgør, om du bliver headhuntet

Du går måske heller ikke op i din jobtitel, som de fleste andre danskere - det bør du, hvis du altså vil spottes af headhuntere – og have højere løn
  • 14.10.2022
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Du går måske heller ikke op i din jobtitel, som de fleste andre danskere - det bør du, hvis du altså vil spottes af headhuntere – og have højere løn

Du skal ikke tro, du er noget. Du skal ikke tro, du er klogere end os. Og du skal ikke tro, du er bedre end os. Klinger ordene bekendt? Så er det, fordi du også er rundet af Jantelovens dogmer. Og det er absolut ikke en fordel, hvis du gerne vil fremme karrieren i en tid, hvor headhunting er blevet mainstream.

Ny undersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark viser, at næsten to af tre af danskeren på jobmarkedet - 63 pct. - ikke tillægger deres titel særlig betydning. Og over halvdelen - 54 pct. - gør det heller ikke, når de leder efter nyt job, og det er uklogt, påpeger eksperter.

- Jeg er overrasket over så lille betydning, mange tillægger titler i dag. Det er nok typisk dansk og har måske rødder i Janteloven. Men man skal huske, at når headhuntere eller virksomheder i dag leder efter jobkandidater, sker det digitalt, og her er titler et vigtigt kriterie for et match, siger Kasper Rubæk, ansvarlig for karriererådgivning i Business Danmark, fagforening for salg og marketing.

- Derfor skal du søgemaskineoptimere (SEO) din jobtitel og vælge de præcise ord, du vil findes under og hvilke termer der er oppe i tiden. Og så skal du selvfølgelig lige huske at lægge dit cv ind i diverse jobdatabaser og vinge af på LinkedIn, at du er åben for jobtilbud, så har du en jobmotor, der arbejder for dig, mens du passer dit job, siger han.

Headhunter: Det skal du fortælle om dig selv

I Jobindex, Danmarks største jobportal, bekræfter rekrutteringsdirektør Thomas Rønn Larsen vigtigheden af at arbejde med sin titel.

- Der er ingen tvivl om, at titel har en rimelig stor betydning. Når vi searcher i de mange databaser, sammenholder vi altid arbejdsplads med nuværende titel og den historiske udvikling på de to faktorer, fortæller han.

Det er også metoden, når landets største vikarfirma, Moment, leder efter egnede jobkandidater til en stilling. Her er jobtitlen en af de første ting, de søger på, fastslår Louise Frederiksen, area manager i Moment.

- Titlen er næsten der, hvor det starter for en recruiter. Kan man komme i vores ansøgerfelt via sin titel, står man godt til at få et muligt job, forklarer hun til finans.dk, som også har skrevet om undersøgelsen.

Og så skal man sørge for at uddybe sin jobtitel i underfelterne på LinkedIn, hvis ens titel er for bred eller for smal, så recruiteren kan komme endnu tættere på, siger rekrutteringsdirektør Thomas Røns Larsen.

- Et godt råd er at bruge muligheden for at tilføje ekstra egenskaber på profilen. Det kan lade sig gøre på alt fra LinkedIn til jobportalernes cv-databaser og her skal man eksempelvis tilføje de markeder/den branche, man som sælger eller marketeer arbejder på.

Ny titel kan bane vej for højere løn

Rigtig mange danskere kan sagtens bære en bedre jobtitel uden at pynte sig med lånte fjer, viser Business Danmarks befolkningsundersøgelse fra Norstat. Her svarer 28 pct., at de har mere ansvar end deres titel egentlig antyder - det gælder især de unge.

En bedre jobtitel kan derfor være løftestang til højere løn på den længere bane, fortæller Kasper Rubæk fra Business Danmark.

- Kun få steder kan lønnen i øjeblikket følge med den galoperende inflation. Derfor kan du med fordel smide titelsnakken på forhandlingsbordet – for det kan være trædestenen til et bedre job med mere i lønningsposen på den længere bane.

Se lønforskellen på en række udbredte salgs- og marketingtitler nedenfor - fra Business Danmarks lønberegner.

Salgstitler og lønninger

Marketingtitler og løn

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.