Kan firmabilister klage over høj genberegning?

Skatten på min firmabil er forhøjet efter genberegning - hvad pokker kan jeg gøre? Den kattepine står 8 ud af ti firmabilister ifølge Motorstyrelsen i

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Den 22. marts fik seniorkonsulent Mark Gerlow sin funklende nye firmabil, en standard Tesla Model Y Long Range. Da han satte sin underskrift på leasingaftalen, var nyprisen og beskatningsgrundlaget 517.816 kr. Mark studsede dog, da bilen få måneder senere blev genberegnet af leasingselskabet.

- Jeg har meget svært ved at acceptere, at man køber en vare og først tre måneder senere får at vide, hvad den skal koste. Men det jeg undrede mig mest over var, at man på Motorregisterets hjemmeside kunne se vidt forskellige handelspriser på biler som min Tesla. For eksempel fandt jeg en Tesla fra samme årgang, der kun havde kørt 17 km med en nyhandelspris på 517.136 kr., mens min bil fik genberegnet handelsprisen til 550.553 kr. efter 8.000 km., fortæller han.

- Jeg har ligeledes meget svært ved at acceptere den pris, jeg har fået. Ikke så meget prisen, men det principielle i det. Men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvor jeg skal klage. For der må vel være en klageinstans? Jeg har brugt over halvanden time på at blive stillet rundt mellem afdelinger hos Motorstyrelsen, hvilket ikke hjalp mig, men kun gjorde mig endnu mere frustreret.

Mark endte med at klage til sit leasingselskab. Men her var svaret, at der intet var at komme efter. Faktisk burde han være glad, for i mellemsiden var prisen på Teslaen på brugtvognsmarkedet accelereret yderligere 44.000 kr. til 594.276 kr. – hvis genberegningen havde været lavet i dag på grund af de ekstremt høje brugtvognspriser, oplyser leasingselskabet til Mark Gerlow.

Læs også: Grønne firmabilister får rekordstord skattesmæk

Hvilken bil skal man sammenligne med?

Også projektchef Anders Bannergaard stiller spørgsmålstegn ved grundlaget for genberegningen af sin firmabil. På lige over et halvt år oplevede han, at beskatningen på hans Mercedes E300e plug-in hybrid steg med over 150.000 kr - eller 28 pct - til 706.000 kr.

Genberegningen fungerer ved, at leasingselskabet tjekker de aktuelle udbudspriser på sammenlignelige biler på brugtvognsmarkedet og tilbagediskonterer beløbet med 6 pct. til en nyvognspris - senest tre måneder efter første indregistrering.

- Det kan da ikke være rimeligt, at der ikke findes et sted, hvor man klage over en sådan opgørelse? Jeg har forsøgt at klage over min genberegning ved leasingselskabet, men har ikke fået noget ud af det, da der på daværende tidspunkt kun var tre sammenlignelige biler til salg og brugtvognspriserne var og er skyhøje, fortæller Anders Bannergaard, der undrer sig over, hvorfor ikke Skat/Motorstyrelsen selv laver genberegningen - i stedet for at sætte leasingselskaberne til opgaven, så man har et officielt sted at gå hen med sin klage.

I brancheforeningen Finans & Leasing er direktør Christian Brandt godt træt af, at hans medlemmer skal overbringe nye firmabilister de kedelige nyheder, når beskatningen stiger.

- Genberegningssystemet er baseret på udbudspriser og ikke reelle salgspriser, hvilket også giver slinger i valsen og kan være svært at forstå.  Situationen forstærkes af, at der typisk er tale om helt nye biler, hvor genberegningen skal ske senest efter tre måneder, hvorfor der i mange tilfælde er et særdeles sparsomt sammenligningsgrundlag på brugtvognsmarkedet, forklarer han.

- Leasingselskaberne skal gøre kunderne opmærksomme på, hvorledes reglerne er indrettet. For det er bestemt ikke logisk og intuitivt. Og man skal gøre opmærksom på risikoen for, at beskatningen kan blive langt højere end forventet. Men det er også vigtigt, at firmabilisterne ikke lukker ørene og blot håber på, at ”det går væk” i begejstring over udsigten til ny lækker bil.  Alle forbrugere kender jo til tidens kraftigt stigende priser på alle andre områder i samfundet, påpeger han.

Læs også: Svimlende brugtpriser presser din firmabilskat op

Revisor: Få muligheder for at klage

Genberegningen er ikke skabt som en straf, men for at rydde op i leasingbranchen, forklarer Niels Sonne, statsautoriseret revisor i revisionsselskabet Deloitte.

- Jeg kan sagtens forstå den store frustration hos de mange brugere med leasing-firmabiler, som rammes af en højere beskatning som følge af genberegning – herunder den usikkerhed det skaber. Men omvendt så skal det også bemærkes, at dette ikke er en særlig skatteregel, ekstra beskatning eller straf.

- Reelt set er genberegning et tiltag mod lige præcis det modsatte – nemlig at leasing-firmabilister i mange år har kunnet køre rundt med i nogle tilfælde ekstremt lave beskatningsgrundlag set i forhold til listepris/markedspris som hr. og fru Danmark skulle betale på fuldstændig identiske biler, forklarer han og påpeger, at genberegningen blev indført for at modvirke, at leasingselskaber afregnede en meget lav eller slet ingen registreringsafgift – den såkaldte ”bilvaskmetode”.

De fleste leasingselskaber har i dag en selvanmelderordning. Derfor står de selv i langt de fleste tilfælde for indregistrering og genberegningen. Men er du uenig i genberegningen, er der ikke meget, du kan gøre.

- Mange leasingselskaber anser beregningerne, som udarbejdet til internt brug og som dokumentation overfor Motorstyrelsen, og derfor udleveres de typisk ikke til leasingtager.

- I vores optik giver det umiddelbart ikke mening, at en firmabilist overvejer at klage – for det skal så i givet fald være til leasingselskabet over deres egen beregning. Det må forventes, at leasingselskaberne er meget omhyggelige og meget kritiske i forhold til genberegningen, da det primært er i deres egen interesse og netop i første omgang har betydning for den ekstra registreringsafgift, som skal betales af dem selv, siger han.

- Udgangspunktet må derfor være, at kun i de tilfælde, hvor Motorstyrelsen har fastsat den afgiftspligtige værdi – at der kunne være mulighed for at indgive en klage til Motorstyrelsen/ Motorankenævnet. Men det jo er leasingselskabets bil og derfor også leasingselskabet – som ejer, der evt. har en klageret/-adgang.

- I de tilfælde, hvor leasingselskabet foretager den lovpligtige genberegning og derved når frem til en højere afgiftspligtigværdi, uden at Motorstyrelsen har været inde over, så kan jeg ikke se, at der skulle være mulighed for at klage til Motorstyrelsen/Motorankenævnet eller andre steder, forklarer han.

Beregn din firmabilskat

5.400 firmabilister imod genberegningsprincippet

For at gøre politikerne opmærksom på, hvordan genberegningsprincippet fungerer i den nuværende ekstreme markedssituation har account manager Steffen Schmitt Petersen af egen drift i april oprettet et borgerforslag, som er støttet af over 5.400 danskere. Får et borgerforslag 50.000 stemmer skal Folketinget forholde sig til det. Cirka 90.000 danskere har en firmabil.

Se Borgerforslaget mod genberegning

Business Danmark mener, at businessfolk i en leaset firmabil skal kende beskatningen allerede, når de indgår en aftale med leasingselskabet. Beskatningen bør derfor afspejle de officielle listepriser – i stedet for en genberegning længe efter aftaleindgåelsen. Endnu bedre bør der indføres en teknisk beseret registreringsafgift med afsæt i køretøjets miljøvenlighed og sikkerhedsudstyr. Klart og enkelt. Det vil skabe transparens og retssikkerhed for brugeren og mindske bureaukratiet i leasingselskaberne.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

2 Kommentarer

  • Poul Erik Christensen, Rapportér som upassende

    Hvordan kan man "tilmelde" sig på borgerforslaget?

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Poul Erik. Borgerforslaget udløb i begyndelsen af oktober. Bh. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef Business Danmark

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.