• Jobsøgning
  • Karriere

Headhuntere jagter dig som aldrig før

Danske virksomheder er umættelige efter nye medarbejdere - trods uroen på rente-, aktie- og energimarkedet. Sådan kommer du på headhunterens radar
  • 13.09.2022
  • Nikolaj Henum

Del artikel

Danske virksomheder er umættelige efter nye medarbejdere - trods uroen på rente-, aktie- og energimarkedet. Sådan kommer du på headhunterens radar

Headhunting er det nye sort. Faktisk så meget, at det på ultrakort tid er gået fra eksklusivt til mainstream.

Aldrig har så mange danskere været i arbejde, og ledigheden er på niveau med de gyldne tider før finanskrisen. Det har på bare et halvt år fået andelen af danskere, der er forsøgt headhuntet, til at eksplodere.

Ny undersøgelse lavet af Norstat for fagforeningen Business Danmark viser, at tre ud af ti danskere (29 pct.) er forsøgt headhuntet inden for de seneste 12 måneder. Nøjagtig samme spørgsmål blev stillet for et halvt år siden i januar 2022 - dengang havde kun hver femte (20 pct.) oplevet det samme.

Det fortæller en hel del om, hvilket jobmarked vi oplever i øjeblikket, og det er godt i tråd med, at vi skifter job som aldrig før. For få år tilbage var det udpræget specialister, som ingeniører og systemudviklere, der blev kimet ned af headhuntere, men henvendelserne har bredt sig som en steppebrand til alle andre faggrupper – og særligt dygtige sælgere og marketingfolk er lige nu en eftertragtet vare, siger Kasper Rubæk, ansvarlig for karriereafdelingen i Business Danmark.

Businessfolk i særlig høj kurs

At det netop er businessfolk, der er rift om, bekræftes af Jobindex´s rekrutteringsdirektør Thomas Røn.

- Vi oplever samme tendens, som tallene angiver - at kurven for headhunting er opadgående. Men hvad vi også har oplevet i den senere tid er, at ikke bare rekrutteringsbureauerne er på jagt efter medarbejderne – virksomhederne tager i stigende grad taktstokken i egen hånd og bruger sociale medier til uopfordret at opsøge og rekruttere potentielle medarbejdere. Og hvad angår dygtige sælgere, så er de så afgjort i høj kurs lige nu, fortæller Thomas Røn.

Og han peger samtidig på, at sælgere måske nogle gange er mere modtagelige overfor jobtilbud end andre faggrupper.

- Sælgere er af natur meget positive - det gælder også overfor en eventuel henvendelse, og de er dermed måske også mere jobskifteparate, særligt hvis man sammenligner med andre faggrupper som IT og Ingeniører. Men når det er sagt, så skal man som headhunter være væsentlig mere skarp i øjeblikket. Man skal være forberedt til fingerspidserne, når man tager kontakt til en kandidat for overhovedet at gøre dem interesseret i et jobskifte, og det handler nok om, at man ikke er den eneste, der har ringet til dem, fastslår Thomas Røn.

Opvej fordele og ulemper

Selv om sælgere måske er mere åbne for et jobskifte, understreger Kasper Rubæk vigtigheden af lige at bremse op og mærke efter.

- Vi får i dag rigtig mange henvendelser fra medlemmer, der er gået i tænkeboks om et muligt jobskifte, ligesom vi sammen med dem gennemgår deres fremtidige ansættelseskontrakter og vilkår. Mange føler sig naturligvis smigret over at få en henvendelse fra en ny arbejdsgiver, og bliver måske også lokket med en højere løn, hvilket kan være fristende i lyset af den høje inflation, som lige nu rammer alt og alle, siger han, og kommer samtidig med et godt råd til dem, der skulle får en henvendelse:

- Sørg for at vende alle sten, når en headhunter bejler til dig. For græsset er ikke nødvendigvis grønnere på den anden side. Lige når man kommer tilbage fra en dejlig lang sommerferie, kan man godt føle, at man lander i et hamsterhjul. Det er ikke fordi, du skal fraskrive sig ethvert jobtilbud, men tænk over, hvad du har, og hvad du giver slip på, eller hvad du måske kan forhandle dig til i dit kommende job. Anciennitet er en af de faktorer, du bør forsøge at få med dig – måske har du seks måneders opsigelsesvarsel – dette kan du med fordel forhandle ind i din fremtidige ansættelseskontrakt for bare at nævne et af elementerne.

Kom på headhunterens radar

Er du en af dem, som gerne vil kontaktes, så har dine muligheder måske aldrig været større. Og ved hjælp af nogle meget små greb, kan du hurtigt komme på headhunterens radar, fortæller Thomas Røn.

- Headhunterne og virksomhederne bruger i den grad de sociale medier til at komme i kontakt med dygtige medarbejdere, og det kan du passende udnytte, hvis du gerne vil have, at de får øje på dig, siger Thomas Røn, og tilføjer:

- Du skal stå knivskarpt her, ligesom du skal oprette dig med en profil på diverse jobportaler. Sørg for løbende at opdatere dine digitale data alle steder og gerne med de rette søgeord inden for det område, du ønsker at arbejde med. Når du opdaterer din profil, er det implicit et signal til headhunteren om, at her er en kandidat, der måske kunne have interesse i en henvendelse, råder han.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.