Sådan får du maksimalt udbytte af fri jobtelefon

Hjemmekontor med fri mobil, internet og computer er det nye sort. Se, hvordan du undgår at miste private data og får maksimalt udbytte af jobmobilen

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Det seneste år har flere hundredetusinde danskere været sendt hjem med en arbejdsmobil i hånden og en laptop under armen. Og selv om mange efter ferien igen skal møde ind i virksomheden, har den hybride arbejdsplads entydigt vundet indpas.

Sammenblandingen af arbejds- og privatliv smitter også af på vores brug af arbejdscomputer og jobtelefonen i hjemmet, men man skal lige tænke sig om en ekstra gang, før man giver los, påpeger juridisk konsulent i fagforeningen Business Danmark, Lars Clement Madsen.

- Allerførst skal du aftale med din arbejdsgiver, om computeren og telefonen udelukkende er et arbejdsredskab eller også til privat brug. Hvis det også er et privat personalegode, skal du nemlig beskattes af 2.900 kr. årligt, men så følger der typisk også fri internet med. Det svarer til, at du har fri telefon, computer og internet for cirka 1.500 kr. om året, siger han og uddyber, at ægtefæller, hvor begge har fri telefon, begge beskattes, men får et mindre skattenedslag på 25 pct.

Mest udbredte personalegode

Fri telefon, computer og internet er ifølge Business Danmarks lønberegner tre af de mest udbredte personalegoder blandt ansatte i salg og marketing, som op mod to tredjedel har. Har du hele pakken, skal du være opmærksom på et par ting. For dem, der betaler regningen – din arbejdsgiver – bestemmer populært sagt også musikken og eventuelle begrænsninger.

- Du beskattes af det samme beløb, uanset om din arbejdsgiver giver dig en 1000 megabit internetforbindelse med fri data og den hurtigste router, eller om du må nøjes med en skrabet pakke. Det samme gælder telefonen. Så det er en nem måde for din arbejdsgiver at give dig et lille lønløft på. Men du skal som minimum have en løsning, der problemfrit sætter dig i stand til at udføre dine opgaver og deltage i online møder fra hjemmekontoret, siger han.

- Mange mobilabonnementer tillader telefoni og brug af data i udlandet, men ikke nødvendigvis opkald fra Danmark til udlandet. Her kan du være nødt til at Skype i stedet, så vær meget opmærksom på, hvad dit abonnement giver dig adgang til og om din arbejdsgiver har opstillet andre begrænsninger – for eksempel hvilke apps du må downloade eller at jobmailen kun må bruges i begrænset omfang til private formål for at reducere spam og risiko for malware.

- Tjek også, om det er en fordel for dig, at internet og telefonabonnement leveres af den samme udbyder, måske kan det give dig adgang til ekstra services, som lydbøger, musik- eller streamingtjenester uden ekstra omkostninger, siger Lars Clement Madsen.

Ups - gemmer du også private ting på mobilen?

Især mobiltelefonen er omdrejningspunkt for mange af vores daglige private aktiviteter lige fra sociale medier, mobilpay-overførsler, musik og streamingtjenester. Har du en fri jobmobil, kan det blive bøvlet, hvis du pludselig mister jobbet.

- Vi oplever jævnligt, at opsagte medlemmer øjeblikkeligt fritstilles og skal aflevere telefon og arbejdscomputer med få minutters varsel – uden chance for at gemme private dokumenter og billeder først, fordi arbejdsgiveren frygter, de i skuffelse også downloader fortroligt materiale. Dermed er ens private dokumenter tabt, og man skal måske bruge flere dage på at skaffe en ny telefon, simkort og ud fra hukommelsen geninstallere apps og koder, siger han og peger på at en løsning kan være et dual simkort, hvor du har en privat iCloud profil og en til virksomheden.

- Men pas på ikke at gemme ting i skyen, som tilhører din arbejdsgiver. Det kan være kundelister, overblik over pipeline, leads, arbejdsmails eller prislister. Du risikerer at få en erstatningssag på halsen og blive bortvist uden løn, hvis du har gemt fortrolige virksomhedsoplysninger på din private profil, og arbejdsgiveren kan sandsynliggøre, at du vil bruge oplysningerne til at skade virksomheden.

Hvordan kan du sikre dig?

  • Undgå så vidt muligt at blande det arbejdsmæssige og det private sammen på din jobmobil og -computer
  • Brug egen computer til private formål
  • Sikr at du har nem adgang til eventuelle private dokumenter, billeder, apps og koder fra din jobmobil, fx via dual sim kort
  • Tager du billeder med din jobmobil, så overfør dem løbende til skyen eller en ekstern harddisk
  • Opret separate mailsystemer på telefonen til privat og job
  • Download ikke fortroligt arbejdsmateriale på dine private enheder - medmindre arbejdsgiveren har givet skriftligt samtykke til det i hvert enkelt tilfælde

SKAT: Fri telefon, computer og internet

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.