Løvindens 4 råd til et godt arbejdsliv

Du har altid et valg, påpeger løvinden Mia Wagner. Det er værd at huske, når opgaverne, som en tsunami, skyller ind over dit skrivebord

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Ét udsagn har i den grad præget den succesfulde iværksætter Mia Wagner efter hun i sin tid blev sendt i kanvassen med stress – ”du har altid et valg!”.

Sådan siger Mia Wagner, der gennem en årrække arbejdede som selvstændig advokat, før hun kastede sig ud i iværksættereventyret med Freeway. En dag i 2014 sagde kroppen ganske enkelt stop. Otte måneder var hun uarbejdsdygtig, syg med stress – en sygemelding, der fik hende til at reflektere over sit arbejdsliv. Og selv om kroppen havde sendt alarmsignaler, var det først, da hun faldt helt ud over kanten og blev syg, det for alvor gik op for hende, hvor afgørende det er at stoppe op en gang i mellem, lytte til kroppens signaler og mærke om man har sig selv med.

- Jeg har altid gået meget op i mit arbejde og har nok også mange gange spændt buen for hårdt, og det mærkede jeg så konsekvensen af i 2014, hvor jeg blev syg med stress. I alt var jeg nede i otte måneder – tiden brugte jeg blandt andet med mine børn og på at tage mit arbejdsliv op til revision – herunder hvad skulle der til, hvis det ikke skulle gentage sig, og ikke mindst, hvad ville give mig arbejdsglæde, siger Mia Wagner.

- Jeg holdt virkelig meget af arbejdet som advokat, men som advokat varetager du også andres sager, og ens resultater og indsats kan få stor betydning for andre, og det smittede af på min arbejdsindsats, hvor jeg altid følte en forpligtigelse til at gå linen ud. Det var nok også en af årsagerne til, jeg forlod advokatbranchen for at kaste mig ud i en iværksættertilværelse – ikke at det ikke også kræver en stor indsats, det gør det så sandelig, men her er det ikke kun andre, der mærker konsekvenserne af din indsats, der er hovedsageligt dig selv, som har hånden på kogepladen, forklarer Mia Wagner.

Business Danmark sætter dette efterår fokus på arbejdsglæde og starter med to medlemsarrangementer med Mia Wagner.

Mød løvinden 9. sep. i Viborg

Mød løvinden 24. sep. i København

Arbejdsglæde frem for arbejdsmiljø

For Mia Wagner er det afgørende, at man har et godt arbejdsliv og man trives. Hun påpeger samtidig, at dit arbejdsliv er dit ansvar, og du altid skal huske, det er tilladt at sige fra.

- Det kan godt være, man nogle gange påtager sig rigtig man arbejdsopgaver, men til syvende og sidst er det dit eget ansvar at sige fra i tide og sørge for, du ikke brænder ud. Nogle gange kan det at sige fra måske betyde, man forstiller sig, det vil få vidtgående konsekvenser, men på en eller anden måde løser det meste sig jo alligevel i den sidste ende, fastslår hun.

Når snakken falder på, hvordan man skaber et godt arbejdsmiljø for sig selv og andre, så foretrækker Mia Wagner at se tingene i et andet perspektiv.

- Jeg synes, det at tale om arbejdsmiljø er en lidt forkert anskuelse af sit arbejdsliv. Jeg vil langt hellere tale om arbejdslyst og arbejdsglæde, for det er jo det det handler om, og det er det, du skal arbejde henimod. Har du en stor glæde ved at gå på arbejde, og synes du, de ting du laver er spændende og giver mening, så tror jeg også på, du vil trives, fastslår hun.

Mia Wagner er selvfølgelig bevidst om, at ikke alt er lyserødt og alle opgaver er lige sjove, men det skal ikke afholde dig fra at jagte dem.

- Alle opgaver er naturligvis ikke lige spændende, men du har alle muligheder for at søge i retning af dem, som du finder spændende og ikke mindst øge indflydelse på de opgaver. For mig handler det i den grad om at dyrke det gode – det giver energi, og det vil alt andet lige også afspejle sig i din omverden og trivsel, fastslår hun.

Mias fire råd til arbejdsglæde

  1. Find nogle af de opgaver, der gør dig glad. Du kan enten lave en liste eller en plan for, hvordan du bevæger dig i retning af de opgaver, du finder spændende.
  2. Lad være med at sidde med hænderne i skødet og vente på, at andre kommer med de spændende opgaver til dig. Søg selv indflydelse og tag initiativ.
  3. Prøv at finde nogle lommer i løbet af dagen, hvor du finder tid til at reflektere over tingene. Jeg har selv gjort det til en vane at sætte mig og stirre ud ad vinduet en gang mellem, det virker rigtig godt for mig, og det er med til at skabe ro.
  4. Husk det er dit valg, og du har altid en mulighed for at sige fra. Den eneste der kan sige fra er dig selv. Og selv om du siger nej til opgaver, og tænker at det i nuet kan få uanede konsekvenser, så viser det sig helt sikkert på den lange bane, at opgaverne nok skal løses sig. Ofte er ens bekymringer større end de reelle konsekvenser i virkelighedens verden.
Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.