Corona: Staten klar til at dække din løn

Hold igen med fyresedlerne, selv om ordrerne svigter. Det er signalet fra statsminister Mette Frederiksen, som tilbyder virksomheder at dække din løn

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Nu stiger chancen for, at du som privatansat kan beholde jobbet og din normale løn midt i coronakrisen.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har lavet en aftale om lønkompensation til virksomheder, som vælger at beholde fyresedlerne i lommerne, selv om de er ekstraordinært økonomisk trængt.

Aftalen gælder for virksomheder, der står over for at skulle fyre mindst 30 pct. eller flere end 50 ansatte. Lader de være med det, betaler staten op til 75 pct. af lønnen for funktionærer og 90 pct. for timelønnede fra 9. marts til 9. juni – dog højest 23.000 kr. for funktionærer og 26.000 kr. for timelønnede.

Det er et krav, at medarbejderne i samme periode afspadserer eller holder fem dages ferie - med eller uden løn - hvis staten skal give lønkompensation.

Regeringen og folketinget har nu også indført en lignende model, som hjælp til små virksomheder og selvstændige.

To eksempler

Eksempel 1: En industrifabrik med 500 ansatte forventer at varsle fyringer og hjemsender 60 ansatte som følge af coronavirus. De ansatte har en månedsløn på 34.000 kr. I dette tilfælde får arbejdsgiveren 23.000 kr. i lønkompensation pr. medarbejder fra staten, svarende til den maksimale lønkompensation. Medarbejderen fastholder sit arbejde og får fortsat sin oprindelige månedsløn på 34.000 kr. I kompensationsperioden skal medarbejderne holde fem dages ferie eller afspadsering.

Eksempel 2: En restaurant med 19 ansatte forventer at varsle fyringer og hjemsende 10 ansatte som følge af coronavirus. De ansatte har en månedsløn på 25.000 kr. I dette tilfælde får restauranten 18.750 kr. i lønkompensation fra staten pr. medarbejder de hjemsender, svarende til 75 pct. af medarbejderens løn. Medarbejderen fastholder sit arbejde og får fortsat sin oprindelige månedsløn på 25.000 kr. I kompensationsperioden skal medarbejderne holde fem ferie- eller afspadseringsdage.

Nedsat tid med supplerende dagpenge

Regeringen har indført mere fleksible muligheder for, at I på arbejdspladsen i en periode sættes ned i arbejdstid, men til gengæld får supplerende dagpenge i stedet. En sådan arbejdsfordeling skal støtte sig til en kollektiv overenskomst eller en kollektiv aftale på den berørte virksomhed.

Business Danmark anbefaler normalt ikke arbejdsdeling, men det kan være nødvendigt i denne særlige situation. Det er vigtigt, at aftalen giver jer ret til fuldtid og fuld løn i opsigelsesperioden, hvis I skulle blive sagt op.

Læs reglerne for arbejdsdeling

Værd at vide om corona i Danmark

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn