Sådan vil firmabilister undgå ekstra skat

Skatteministers håb om at score 100 mio. på ny firmabilskat ser ud til at gå op i røg. To ud af tre vil ikke bruge én eneste krone ekstra på firmabil

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Vil jeg betale mere i skat af min næste leasede firmabil end i dag? Nej, jeg betaler allerede rigeligt. Så hellere vælge et billigere mærke og skifte en stærk diesel ud med en mindre benzinmotor, så skatten ikke stiger og husholdningsbudgettet forbliver intakt.

Det er meldingen i dugfrisk undersøgelse, hvor 442 firmabilister svarer på, hvordan de vil reagere, når skatten på en leaset firmabil stiger fra 1. februar, som følge af nye skatteregler for leasingbiler, som Folketinget netop har vedtaget trods omfattende kritik fra blandt andre Business Danmark i Børsen.

Konkret betyder loven, at bilens beskatningsgrundlag skal op i niveau med markedspriserne i privat handel, og at bilens beskatning skal genberegnes senest fire måneder efter 1. indregistrering. Dermed bliver bilen dyrere, og du kan ikke få klart svar på, hvad du som bruger skal betale, når du underskriver leasingaftalen.

Firmabilister vil ikke sidde dyrere

Skatteminister Morten Bødskov forventer, at de nye regler på sigt vil skæppe 100 mio. kroner i statskassen årligt, og pengene er allerede spenderet på velværd i årets finanslov.

Men nu stikker landets firmabilister en kæp i hjulet, som fuldstændig smadrer de økonomiske forsætninger bag den nye lov.

To ud af tre vil nemlig ikke vil spendere én eneste krone mere på firmabilen, end de gør i dag - når de næste gang skal ud og lease firmabil. Færre end hver femte er villig til at betale over 4.000 kroner ekstra om året, hvilket cirka svarer til en ekstra beskatning på 40.000 kr. årligt.

- Jeg er overbevist om, at langt flere vil skifte adfærd end skrivebordsmodellerne i Finansministeriet forudser. Stiller man sig i firmabilsternes sko, så er mange i forvejen beskattet i maks., og når man så ikke kan få klart svar på, hvad ens næste firmabil vil koste, når man underskriver aftalen, så holder man helt naturligt lidt igen, når der er så mange andre gode, men billigere alternativer, siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand i Business Danmark., med henvisning til, at firmabilistens endelige beskatningsgrundlag med den nye lov først endelig kan beregnes op til fire måneder efter, at bilen er indregistreret første gang.

Ringere klima og sikkerhed

Ret opsigtsvækkende er det ikke ekstra komfortudstyr, som står øverst på sparelisten, når firmabilens beskatningsgrundlag skal presses ned. Især premium biler må forvente at bløde markedsandele, vurderer firmabilisterne.

Mere interessant er det, at billigere, men mindre klimavenlige, benzinmotorer kan få et comeback blandt firmabilisterne, hvor ni ud af ti ellers hidtil har accepteret en højere beskatning ved at køre i mere CO2-venlige dieselmodeller. Knap halvdelen overvejer nu en benzinmodel. Det er ikke kun et problem for klimaet og statskassen, men også for den danske bilpark, fordi firmabiler efter få år ender ude i privat handel.

En ud af tre overvejer også at downsize motorstørrelsen. Men hvad der på overfladen lyder som en sikker klimagevinst, er det ikke nødvendigvis, fordi langt de fleste erhvervskilometer tilbagelægges ved motorvejsfart, hvor en mindre benzinmotor kommer på overarbejde i forhold til en større, stærkere dieselmotor.

Sidst men ikke mindst vil firmabilisterne nedprioritere ekstra sikkerhedsudstyr. Læs også med i Børsen.

  • 50% vil vælge et billigere bilmærke
  • 48% vil fravælge diesel for en billigere benzinmodel
  • 34% vil downsize motorstørrelsen
  • 21% vil droppe ekstra komfortudstyr
  • 18% vil ofre ekstra sikkerhedsudstyr
Kilde: Svar fra 442 firmabilister indsamlet 27. januar i Business Danmarks årlige lønundersøgelse
 

Sådan kan du sænke beskatningen

Har du indgået en leasingaftale på en ny bil indregistreret fra 1. februar, er du i udgangspunktet bundet af aftalen, med mindre dit dit leasingselskab senest 31. januar lader dig fravælge ekstraudstyr eller annullere aftalen. Men det er næppe uden omkostninger.

Hos Nordania Leasing oplyser forretningsområdechef Kasper Andersen, at det er muligt at rive leasingaftalen over mod at betale et fee til billeverandøren, som dog kan være på adskillige tusind kroner, så længe bilen ikke er leveret og indregistreret.

Står du over for at lave en ny leasingaftale, har du følgende muligheder for at sænke beskatningen.

  1. Skift fra dieselmotor til benzin, her sænker du rask væk beskatningsgrundlaget med 40.000 kr.
  2. Vælg manuel frem for automatgear – du sparer ofte 20-30.000 kr. på beskatningsgrundlaget.
  3. Vælg en mindre motor og færre heste – du sænker let beskatningsgrundlaget 40.000 kr.
  4. Skræl bilen for dyre komfort- og udstyrspakker.
  5. Vælg en bil, der er 36 måneder gammel, så falder beskatningen 25%.
  6. Beregn om det bedst svarer sig at have fri firmabil eller bruge egen bil og få kørepenge

Beregn nemt din firmabilskat hos Nordania Leasing. Her kan du lege lidt med beskatningsgrundlaget, og få svar på, hvad det vil koste dig pr. måned, hvis dit beskatningsgrundlag for eksempel stiger 50.000 kr.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

12 Kommentarer

  • Michael Fiil, Rapportér som upassende

    Behøver firmabilen at være ny? Lovændringen omfatter kun nye biler, vælg i stedet for en tre år gammel firmabil med alt det udstyr, som gør den til en lækker arbejdsplads og få samtidig en attraktiv beskatning! En tre år gammel Mercedes Benz C klasse eller VW Passat er typisk faldet næsten 50% i pris. Få din arbejdsgiver til at vælge en all inklusive service og garantiaftale så er der ligeledes loft over TCO. Du bliver glad, arbejdsgiver bliver glad og så er det mere miljøvenligt end at bestille en ny firmabil! Gå på Google og søg på lease bil SAFE all inclusive - der er mange lækre brugte firmabiler at vælge imellem - måske kan du oven i købet gå en klasse op! Vi kan ligeså godt vende os til at firmabilerne skal være lettere brugte. På et tidspunkt ændres registreringsafgift loven så afgiften bliver teknisk baseret i stedet for værdibaseret. Nå det sker vil man ikke længere se fiktive lave beskatningsgrundlag som importører og leasingselskaber har udnyttet. Så vælg en nyere brugt, genoplev firmabil glæden og fortsæt med det du er bedst til..

  • Bjarne Schmidt, Rapportér som upassende

    Drop firmabilen. Skift til gulplade eller få kilometerpenge. Det kan betale sig med den nye beskatning. Hvis skift til gulplade opgrader privatbilen med samme beløb som firmabilen koster i dag. Ulempen ved gulplade er kun at man går ned til 1 bil i weekenden.

  • Kenneth Jørgensen, Rapportér som upassende

    Utroligt snæversynet! Det er de selv samme politikere som ønsker vi skal arbejde til vi er 74 år! Og som andre her skriver, hvorfor er det, at vi som sælgere og konsulenter IKKE må have en ordentlig arbejdsplads, hvor man ser og tænker på man IKKE skal nedslides! Hvornår mon de beskatter ministre for at få og have et kontor i millionklassen eller ministre biler?? Det er sgu utroligt vi som sælgere og konsulenter igen og igen skal rammes af misundelse og nidkærhed og skal brandbeskattes for at passe vores arbejde! Hvornår beskatter man kontorfolks kantineforhold (hvilket vi ikke har!) Kontorstole og hæve-sænkeborde, frie kaffe og arbejds pc. Dette land er sgu ikke værd at bo og arbejde i, da der kun bliver set på os lønmodtagere som malkekvæg eller slaver fra magthavernes side af! FØj for satan! Jeg skal i den forbindelse sige, at jeg kører i privat bil og får km godtgørelse, da jeg stort set ikke kører nogen private kilometre, men selv her er man begyndt at nedsætte godtgørelsen, grundet nidkærhed og misundelse fra embedsværket og magthaverne! Man helmer simpelthen ikke før vi er døde og begravet, men guderne må vide hvem de så vil flå, når alle er væk og hvem de vil have til at udføre det arbejde som ikke vil blive udført, for de kan jo ikke selv andet en snakke som papegøjer!

  • Finn Dalgaard , Rapportér som upassende

    Jeg kører i en tre år gamme Mercedes E 220d med 0 forurening i form af udledt NOx og ret flotte værdier på CO2 den har nu kørt små 200.000 km og der er god komfort og sikkerhed i sådan en bil Jeg har prøvet en ny Golf 1,4 benzin aut på en 900 km dags tur og hold da op hvor er der forskel på hvor Dan kroppen har det til fyraften kl 21.30 🤔 Nu får Mette Frederiksen 0 kr fra Mig pr. 1 maj da jeg vælger en ren gulplade bil af samme udgave og så køber jeg en Mercedes V12 af ældre årgang til mine 20.000 km privat kørsel 👍 Så må vi jo se om de opnår deres klima mål

  • Charlotte Liljegren, Rapportér som upassende

    Som sælger er det utrolig skuffende at vores komfort fjernes, automatgear fartpilot mm Det er hårdt for kroppen at køre mange timer i bil dagligt. Jeg undre mig over at dem der sidder på kontor kan få alt, for de må ikke få ondt nogle steder. Men er du sælger så er det ok. Jeg har selv kørt i 25 år så ved hvad jeg taler om. Så der er nok noget jantelov over dette, ingen pæne og behagelige biler til sælger for man kan jo se om det er en dyr eller billig bil man køre i men hvad med kontorstolen, bordet mm svært at se om det koster 15000kr eller 40000 kr. pr medarbejder. Jeg vil kalde det dårligt arbejdsmiljø da selv den dag idag er det hårdt at køre mange kilometer men hvordan bliver det ikke når vi skal gå ned på komfort i vores biler, er det så sygedagene vi skal vælge. Som sælger kan man jo køre 300 -900 km på en dag hvis du dækker et stort område, for mange sælger arbejder ikke 8-16. Måske skulle regeringen også tænke på at beskatte os af vores overnatninger 😂😂 for det er jo ren luksus at bo ude og være væk hjemme fra.

  • Flemming Jørgensen, Rapportér som upassende

    Det er lidt komisk, at man som udekørende sælger straffes økonomisk for at udføre sit arbejde. Bilen er vores kontor i mange timer dagligt, så det er ikke for sjov at komfortudstyr tilvælges, men når kollegaer (og politikere) på kontoret får musemåtter, håndledsstøtter, bedre stole, kunst på væggen m.m, så er det uden merbeskatning. Jeg har valgt, selv at anskaffe en egen ny bil denne gang, men det er ikke med min gode vilje, til gengæld kunne jeg selv bestemme farve og brændstof

  • Jakob Lejland, Rapportér som upassende

    Og når bilen efter 1. år har kørt 50.000 km og er 100.000 kr. mindre vær, hvilket værdi skal man så betale skat af? Værdien da bilen var ny eller nutidsværdien. Håber leasing firmaer finde en løsninger med 12 måneders leasing, så bilen skal værdisættes igen efter 12 mdr. En mulighed for at spare skat, er vel også at lease en bil som f.eks. er 3 år. gammel.

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Jakob. Efter 36 måneder falder beskatningsgrundlaget med 25%. Så det er også en mulighed. Men indtil da er beskatningen den samme som ved 1. indregistrering - uanset hvad bilens markedsværdi er. God weekend Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef Business Danmark

  • Søren Gerdt, Rapportér som upassende

    Jeg tolker at afsnittet omkring firmabiler, skal i fornyet udvalsbehandling. Hvordan tolker i L91B ??? Fra 2. behandling - debat den 28.01.20: Der er stillet forslag om, at lovforslaget L 91 A og L 91 B henvises til fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Søren. Under 2. behandlingen blev L91 B sendt tilbage i behandling i skatteudvalget, men der blev hverken lavet forandringer og kunne heller ikke se det var på udvalgets agenda den 28/1. Ved ikke om det var svar nok? God weekend, Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef Business Danmark

  • Erik Gorm Ankerstjerne, Rapportér som upassende

    Hold kæft en cirkus. Ser frem til artiklerne om 1-2 år hvor regeringen står med røde ører og skal forsvarer at danskerne nu kører i mindre miljøvenlige- og sikre firmabiler. Den lettelse der kom for ganske få år siden gjorde ellers det stik modsatte og gav skattefar en fin pose penge, da der netop blev leaset sikre og klimavenlige biler af befolkningen.

  • Christian Anker, Rapportér som upassende

    Hvorfor ikke pålægge skat på ministerbil og chauffør .

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.