Corona: Salgsetik er vigtigere end nogensinde

Det er i krisetider, du på godt og skidt kan gøre et livslangt indtryk på dine kunder. Og husk: Internettet glemmer dig aldrig, hvis du gør det skidt

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Har du oplevet, at selv velrenommerede virksomheder er blevet mere pågående i deres salg under coronakrisen? Så er du sikkert ikke alene.

For når salget halter - som det jo gør under coronaen - kan det nemlig være fristende for topledelsen at bruge alle midler for at realisere virksomhedens fastsatte årsmål. Men det er en dum strategi, der svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen en kold vinterdag.

I nødens stund skal virksomheder omvendt skrue op for kundeorienteringen - og dermed salgsetikken. Det betaler sig nemlig, viser forskningsprojekt Morgendagens Salg.

Nu har corona raset i Danmark i mindst 10 måneder, og det er i den grad noget, der har sat sit præg på det danske erhvervsliv.

Mange brancher har ikke kunnet gøre andet end at se til, mens pandemien i foråret rev tæppet væk under virksomhedernes omsætning - og netop som man stod over for at skulle indhente det tabte, viste corona sig igen fra sin onde side og skyllede som en tsunami ind over verden med fornyet styrke.

Man kan lugte desperationen

Hvornår og hvordan det ender står stadig hen i det uvisse, og for mange virksomheder har det betydet, at de har sat alt fokus ind på salg. Og hos nogle kan man desværre næsten lugte desperationen.

Måske har du også oplevet, at virksomheder, du ellers forventede høj moral fra, pludselig er begyndt at blive mere aggressive i deres salg og markedsføring. Og selv om man selvfølgelig kan være fuld af forståelse for situationen hos de erhvervsdrivende, så er det alligevel på tide at råbe vagt i gevær – for der er ikke noget, der tyder på, at revolversalg er løsningen på noget som helst på den lange bane. 

Få måneder inden Danmark lukkede ned, blev landets hidtil største forskningsprojekt inden for salg præsenteret, nemlig projektet Morgendagens Salg. Her blev vi blandt andet præsenteret for ”de syv salgsdyder”, som er syv indsatsområder, der er afgørende for virksomheders succes og vækstmuligheder.

Revolversalg eller kundeorientering?

En af disse salgsdyder handler om vigtigheden af at være kundeorienteret og opnå en dyb forståelse for sine kunders behov. Når virksomheder bliver for aggressive og bedriver revolversalg, gør de det stik modsatte, men hvis man som virksomhed skal blive ved med at eksistere også på den lange bane, så er det en uigennemtænkt strategi. Salg handler om at hjælpe kunde med at vælge det, som bedste opfylder kundens bevidste og ubevidste behov.

Tidligere undersøgelser, som Business Danmark har gennemført blandt befolkningen, afslører tydeligt, at noget af det allervigtigste for kunderne er, at sælgere er ærlige både i forhold til fordele og ulemper ved et givent produkt, og at kunden føler, at sælgeren tager afsæt i hans eller hendes specifikke behov.

Revolversalg betyder måske, at man kan lukke en hurtig aftale ved hjælp af salgstricks, men hvad hjælper det, hvis kunden går derfra med en dårlig oplevelse og aldrig rigtig bliver glad for sit produkt? Sandsynligheden taler for, at den kunde nok i stedet vælger konkurrenten næste gang, og måske bliver det hele afsluttet med en dårlig anmeldelse på nettet. Og husk nettet glemmer aldrig.

Når vi snart lukker og slukker for 2020, og årets bo skal gøres op for virksomhederne, så kan det være fristende at løbe efter de hurtige løsninger, men viden på området er klokkeklar, og der er ingen tvivl om, at i en tid med øget transparens på grund af digitalisering, onlineanmeldelser og sociale medier, så bliver de store tabere de virksomheder, der kun sælger for egen vindings skyld og ikke interesserer sig for kunderne og deres behov.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.