Sælgere ruster sig til fremtiden

Mange erfarne sælgere vælger at tage en videregående efteruddannelse for at ruste sig til karrierens 2. halvleg. Mød flere af dem og hør hvorfor

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

En ung nyuddannet med 20 års erfaring er den klichefyldte drøm, når virksomheder skal beskrive den foretrukne medarbejderprofil.

De findes bare ikke.

Men snart kan 50 danske virksomheder se frem til, at en hær af erfarne salgsmedarbejdere afslutter en halv kort videregående uddannelse og vender tilbage til jobbet fuldt tanket med den nyeste salgsviden og mappen fuld af nye ideer.

Og det er nødvendigt for at holde trit inden for salgsfaget, som er i rivende udvikling. Knap hver anden sælger føler sig ikke rustet til at møde købernes forventninger, viser analyse fra DI Handel. Der skal nye salgsmetoder til, fortæller Kasper Rubæk, uddannelsesansvarlig i Business Danmark.

- Mange af os over 40 år er skolet i en tid, hvor den ensomme ulv stadig var en stjerne i salgsfaget. Men i dag forventes det, at du tager medansvar for hele forretningen og udvikler den. Det forudsætter, at du er i stand til at forstå kundens forretning på et meget højt niveau, at du mestrer salg på sociale og digitale platforme og du kan øge kundeloyaliteten ved at levere sublime oplevelser, siger han.

For at geare sig til fremtiden vender flere og flere rutinerede sælgere i 40-50´erne nu tilbage til skolebænken for at videreuddanne sig og få papir på deres kompetencer.

Rift om halv akademiuddannelse

En af måderne er at tjekke ind på Sales and Customer Development uddannelsen, som bygger på tre akademifag i salgsstrategi, salgspsykologi og digitalt salg.

Hvert modul består af seks undervisningsdage, som tages ved siden af jobbet. Og når du er færdig med de tre moduler, har du optjent i alt 30 ECTS-point og har papir på, at du har gennemført halvdelen af en akademiuddannelse. (Med 40 ECTS-point er du uddannet merkonom og en fuld akademiuddannelse kræver 60 ECTS-point).

- Vi startede uddannelsen for et år siden i samarbejde med IBA i Kolding, og det har været en stor succes. Lige nu er de første af i alt 50 deltagere ved at afslutte, fortæller Kasper Rubæk, der ser flere grunde til, at så mange har rettet radaren mod akademiuddannelserne i almindelighed og Sales & Customer Development uddannelsen i særdelsehed.

- Det er det næste naturlige skridt, hvis du i forvejen har en handelsuddannelse, butiks eller håndværksuddannet. Og så er vores uddannelse specialdesignet, så du får et godt miks af teori, overblik og brugbare værktøjer lige inden for de felter, hvor salget har forandret sig allermest.

- Oveni er kan manfrem til 2021 søge om at få stort set hele uddannelsen finansieret gennem Omstillingsfonden. Det kan man gøre, hvis man er i arbejde, men ikke har en videregående uddannelse, og det benytter rigtig mange sig af, fortæller han.

Læs om akademiuddannelsen

Op i helikopteren til spotpris

Ken Jakobsen arbejder som Key Account Manager hos den familieejede virksomhed Roth i Frederikssund, og han mangler bare det sidste af modulet Digitalt Salg. Han fortæller, at uddannelsen har givet ham flere værdifulde værktøjer i dagligdagen.

- Jeg synes for eksempel, at modulet Strategisk Salg var utroligt værdifuldt. For selv om jeg har arbejdet med salg i mange år, så har det været fantastisk at få banket rusten af min viden. Jeg føler virkelig, at uddannelsesforløbet har hjulpet mig med at tage de overordnede briller på og belyse tingene i et andet perspektiv, fortæller Ken Jacobsen og tilføjer, at han har fået sin uddannelse dækket af via Omstillingsfonden.

- Det er virkelig en rigtig god mulighed, at man kan søge midler til finansiering - det giver bare et ekstra incitament til at starte op, siger han.

Sådan søger du støtte

Gode praktiske værktøjer

Tim Wichmann er Business Development Manager hos Michelin, og han var en af de første, der startede op på den nye uddannelse. Tim Wichmann er i forvejen akademiøkonom, men da uddannelsen ligger forholdsvis langt tilbage i tiden, følte han et behov for at opgradere sine salgskompetencer.

- Da jeg blev præsenteret for uddannelsen, syntes jeg, at den lød spændende og relevant. Jeg har godt nok i forvejen en akademiuddannelse og havde således ikke mulighed for at søge støtte fra Omstillingsfonden, men så finansierede jeg i stedet forløbet selv, forklarer han.

- Jeg har fået meget ud af de forskellige moduler, men særligt modulet med digitalt salg, synes jeg var utroligt brugbart. Jeg er selvfølgelig på de forskellige sociale medier privat, men for mig har det været meget værdifuldt at lære om, hvordan man bruger SoMe i en mere kommerciel salgskontekst, siger Tim Wichmann.

Får enderne til at hænge sammen

Rene Moos er Account Manager, og han begyndte på Sales and Customer Development uddannelsen i april 2019. Han har færdiggjort første modul – salgspsykologi - og det gav ham rigtig meget, fortæller han.

- Det var et rigtig godt modul, og jeg føler virkelig, jeg lærte meget. Jeg har arbejdet med salg i mange år, men dette forløb har rammet al min viden og erfaring ind, og dels får jeg jo papir på dette, og så føler jeg også, at jeg står langt stærkere i markedet, fortæller Rene Moos, der dog peger på tiden som en udfordring.

- Det er klart, at tiden er en væsentlig faktor. Selv om det ikke lyder af meget med 18 dage, så skal de dage jo hentes andetsteds fra. Og det er lidt den udfordring, som jeg sidder med i forbindelse med mit studie. Men jeg har blandt andet løst det ved i perioder at møde lidt tidligere på arbejde og gå lidt senere hjem, for selv om man er under uddannelse, så skal man jo heller ikke glemme, at opgaverne på ens arbejde også skal løses.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.