Finanslov: Sådan undgår du stor ekstra skat på leasingbilen

Finanslov gør det ekstra dyrt, at nylease en firmabil 1. februar 2020. En klassisk firmabil bliver flere tusind kroner dyrere at køre i, vurderer FDM

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Regeringen besluttede i finanslovens slutspurt, at gøre nyleasede firmabiler markant dyrere. Fra og med februar 2020 skal leasingbilernes beskatningsgrundlag hæves, så det kommer i niveau med bilens markedspris efter fire månder.

- Den stramning, der bliver lagt op til, siger – så vidt jeg har forstået – at beskatningsgrundlaget skal være det samme som bilens markedspris. Hvis en bil koster 434.000 kroner, så er det altså også den pris, som bilen skal beskattes ud fra. Hidtil har beskatningsværdien ofte været et godt stykke under nyprisen, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM til Berlingske.

Ifølge FDM-beregninger betyder det, at en firmabilist i værste fald kan komme til at betale 5.000-10.000 nettokroner mere årligt for at køre rundt i VW Passat Elegance 2.0, hvis det nuværende beskatningsgrundlag skal matche den genberegnede markedspris fire måneder efter indregistreringen.

Skatteministeriet har endnu ikke fremsat lovforslaget, så ingen ved med sikkerhed, hvordan loven i praksis vil påvirke leasingpriserne. Business Danmark følger sagens udvikling.

Beregn nemt din firmabilskat hos Nordania Leasing. Her kan du lege lidt med beskatningsgrundlaget, og få svar på, hvad det vil koste dig pr. måned, hvis dit beskatningsgrundlag for eksempel stiger 50.000 kr.

6 måder du kan sænke beskatningen

Men Business Danmark kan allerede nu give dig 6 tips, som vil spare dig mange hundrede kroner i bilbeskatning.

  1. Drop den fri firmabil og vælg en på gule plader, så undgår du helt beskatning
  2. Skift fra dieselmotor til benzin, her sænker du rask væk beskatningsgrundlaget med 40.000 kr.
  3. Vælg manuel frem for automatgear – du sparer 20-30.000 kr. på beskatningsgrundlaget
  4. Vælg en mindre motor og færre heste – du sænker let beskatningsgrundlaget 40.000 kr.
  5. Skræl bilen for dyre komfort- og udstyrspakker.
  6. Beregn om det bedst svarer sig at have fri firmabil eller bruge egen bil og få kørepenge

Nye regler kan skade klima og sikkerhed

Business Danmarks formand for Trafik- og Vejpolitisk Udvalg, Lars Bundgaard, har over for Berlingske Business kritiseret den hårde ekstra regning, som nu rammer medarbejdere i leasede firmabiler, og som skal skrabe 100 mio. kr. ekstra ind til statskassen.

Han vurderer næppe, at mange firmabilisterne er klar til at samle den store regning op. Han råder derfor finansministeren til ikke at spendere det forventede merprovenu på 100 mio. kr. på forhånd.

- Det kan få den betydning, at mange vælger billigere og mindre CO2-venlige benzinbiler frem for diesel og fravælge sikkerhedsudstyr, siger Lars Bundgaard og uddyber:

- Regeringen risikerer med de nye regler både at svække arbejdsmiljøet for firmabilister og generelt gøre trafiksikkerheden og klimaindsatsen en bjørnetjeneste, fordi de udkørte erhvervsbiler, som almindelige danskere senere køber, vil have ringere sikkerhedsudstyr, højere CO2-udledningen og biler, der kører kortere pr. liter.

Forudser hamstring af biler

Som ved alle lovændringer på bilområdet forudser Lars Bundgaard et stormløb for at indgå nye leasingaftaler, før de nye regler træder i kraft 1. februar 2020.

- I dag er der en række modeller, der bliver solgt ind i leasingordninger med en del ekstra udstyr og komfort til priser en del under markedsprisen. Det gælder flere forskellige mærker og modeller. Det er dem, som vil blive ramt. Men frem til stramningen træder i kraft til næste år, tror jeg, at vi vil komme til at se et boost i antallet af nye leasingaftaler såvel som forlængelse af eksisterende aftaler om leasing af firmabiler, siger Lars Bundgaard til JP Finans.

Kritik af ny beskatningsmodel

Rent teknisk vil beskatningsgrundlaget på nye leasingbiler fra februar 2020 blive fastsat ud fra en genberegning af bilens markedsværdi fire måneder efter bilens indregistrering. Det betyder også, at bilens bruger ikke med det samme kender sine udgifter, siger administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen til Berlingske.

- Intentionen – altså, at man skal beskattes af markedsprisen – er vi grundlæggende enig i, men metoden bryder vi os ikke om. Man skal ikke bruge den genberegnede værdi, for den kender man først om fire måneder. Vores forslag er at anvende listeprisen, men den er endnu højere, så man burde sætte skattesatsen på de 25 pct. ned til eksempelvis 20 pct., siger Gunni Mikkelsen.

Lars Bundgaard fra Business Danmark mener, at der er god ræson i bilimportørernes forslag om at sænke den skattepligtige sats, som bilisten beskattes af bilens værdi op til 300.000 kr., når beskatningsgrundlaget nu kommer til at stige.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

32 Kommentarer

  • Martin Herse-Lyngsø, Rapportér som upassende

    Vil det påvirke eksisterende leasing aftaler eller kun nye? Vil man for fremtiden, revurdere bilens værdi hvert år? ligesom en normal bil taber værdi, vil det vel være fair, at man revurderede beskatningsværdien hvert år?

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Morgen Martin. Loven gælder kun aftaler på biler der indregistreres 1. gang. Disse bilers Pris/beskatning skal genberegnes inden for 4 måneder efter indregistreringen. Med venlig hilsen Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef Business Danmark

  • Nicolai F, Rapportér som upassende

    Hej Hvad er seneste nyt? Kan se at der var møde omkring det igår. Holder tidsplanen mon stadig til 1/2-2020

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Nicolai. Ja planen holder. Børsen havde i dag en stor artikel om lovforslagets torne: https://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/240540/artikel.html. Du kan også følge den aktuelle udvikling i sagen på vores firmasider på LinkedIn og Facebook. Se tidsplanen for lovforslaget her: https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/l91/tidsplan.htm. God weekend. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef Business Danmark

  • Daniel Sloth, Rapportér som upassende

    Hvor skal man kigge henne for at se så snart aftalen er skrevet under og man Ian se de nøjagtige forhold? Hvilken hjemmeside ligger de det op på?

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Daniel. Du kan løbende følge med her på businessdanmark.dk, men er du interesseret i selve lovteksten, skal du kigge her: https://www.ft.dk/samling/20191/lovforslag/L91/henvendelser.htm. De bedste hilsner Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef, Business Danmark

  • Rasmus Sveigaard, Rapportér som upassende

    Ja måske det bliver ligesom man ofte så før leasing blev Så populært at folk der køre mange km via deres job fremover selv køber en bil og for kilometer penge af firmaet. Eller alternativt fravælg privat brug af deres firmabil og købe en ekstra privat bil. Jeg synes på en måde det er meget fornuftigt at bilerne skal beskattes efter markedsprisen, men så kunne man jo vare vælge at sænke skatteprocenten. Men omvendt er jeg os modstander af administation tunge regler hvilket det her bliver. det vil nok kommer til at æde en stor del af den ekstra skat der kunne komme ind.

  • Kasper Esmann, Rapportér som upassende

    Jeg er lige startet i nyt job, og har fået lejebil i starten. Vil bestille en Touran snarest, men er det mere fornuftigt at vente til der er helt styr på reglerne? Eller skal jeg skynde mig og håbe på at få den inden 01.02?

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Kasper. Regeringen lægger op til at det vil blive dyrere at få en leaset firmabil fra 1. februar 2020. Bliver bilen indregistreret og leveret før den dato vil det - som det ser ud nu - være under de nuværende regler. Mvh. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef

  • Max Jensen, Rapportér som upassende

    Hej Jeg har fået en VW Transporter på gule plader, som jeg bliver beskattet knap 7.000 af per måned. Men så vidt jeg kan læse mig til, så MÅ man slet ikke køre på gule plader på den måde. Så SKAL det være papegøjeplader. Er det rigtigt forstået? Tak for hjælpen!

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Max. Du finder reglerne for gulplade og papegøjeplader her: https://skat.dk/skat.aspx?oid=2234515. Glædelig jul Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef Business Danmark

  • martin øland, Rapportér som upassende

    Som tidligere skrevet er der ingen der endnu ved hvad udfaldet bliver, men dyrere bliver det med sikkerhed. Jeg finder det dog ganske urimeligt, at en firmabilsbruger skal beskattes af den nye beskatningsgrundlag, indtil at bilen bliver 36 måneder. Beskatningsgrundlaget bør nedskrives 1 til 2 gange pr. år

  • Søren H, Rapportér som upassende

    Hej. Min nye firmabil (leasing) blev bestilt allerede i oktober med levering til d. 1 april. Efter udsagn fra leasing selskabet kan jeg ikke annullere min aftale, og de oplyser samtidigt at alle biler som ikke er indregistreret inden d. 1 februar, er på den nye lovgivning. Jeg har det på samme måde som hvis jeg købte en liter mælk med en prisskilt på 10 kr, herefter går jeg til kassen og nu koster mellem 20 kr, men jeg kan ikke annullere handlen. Er det fair? Min nye firmabil, har en beskatning på ca. 450.000, men listeprisen ligger på 700.000...Har I nogen bud på hvad det kommer til at koste mig?

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Av Søren den gør ondt. Selv om bliens genbergnede beskatningsgrundlag efter 4 måneder skulle falde til 650.000, vil det koste mellem 15000-2000 ekstra netto om måneden. Prøv selv at beregne hos Nordania Leasing: https://nordania.dk/da-dk/firmabil-bruger/Pages/Beskatning-af-firmabil.aspx Det skal gerne stå i din leasingaftale, hvordan du er stillet, men det er formentlig korrekt at du ikke bare uden videre kan bakke ud af aftalen. Men gør hvad du kan. Du er garanteret ikke den eneste, der kommer i klemme. Du må gerne kontakte mig på mks@businessdanmark.dk, så kan vi snakkes ved i starten af det nye år. MVH. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef Business Danmark

  • Preben Bjerre, Rapportér som upassende

    Jeg tvivler stærkt på det vil bidrage til statskassen, da det i realiteten er virksomhederne der skal øge omkostningerne til firmabiler. Det tror jeg ikke på sker. Resultatet bliver samme skatteprovenu, mens firmabilisterne reelt tvinges til downsizing = dårligere firmabil. Det er jo ren symbolpolitik, suk.

  • Karsten Højen, Rapportér som upassende

    Hvor god en kontorstol vi skal sidde i, er altså ikke op til resten af Danmark at betale, det må være en arbejdsgiver opgave. Derimod bør man bruge den forventede ekstra indtægt på nedsættelse af registreringsafgiften tilgode for alle istedet.

  • Tom Rygaard, Rapportér som upassende

    Politikere skal have en træstol stillet til rådighed og ønsker de en mere ergonomisk stol, må de betale mere i skat.

  • Albin Torhus, Rapportér som upassende

    Det kan så også betyde at når min bil skal skiftes i 2021, vælger jeg et helt andet job. Slet ingen indtægt til staten fra mig, og en mindre lønpakke så jeg slipper for topskat.

  • Torben Lykke, Rapportér som upassende

    Jeg er i den situation at firmaet har en politik om at de køber alle firmabiler. Kan man sige noget om hvordan det stiller mig, når jeg skal skifte bil engang i løbet at 2020

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Morgen Torben. Der er udelukkende fokus på beskatningsgrundlaget for leasingbiler. Mvh. Michael Krag-Svendsen, Kommunikationschef Business Danmark

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Morgen Torben. Der er udelukkende fokus på beskatningsgrundlaget for leasingbiler. Mvh. Michael Krag-Svendsen, Kommunikationschef Business Danmark

  • Peter nielsen, Rapportér som upassende

    Så må metoden være at forhandle ny bil i privat regi hvorefter firmaet køber den og laver leaseback. Så er den handlet som alle andre.

  • Jesper Lynge-Madsen, Rapportér som upassende

    Så sådan som det ser ud nu, så vil biler indregistreret inden 1/2 2020 ikke være omfattet. Er det korrekt forstået. Modtager min kommende firmabil pr. 1/1 2020

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Jesper. Lige nu kan det godt se ud som om, du går fri, men tør slet ikke sige det skråsikkert, da Skatteministeriet ikke har fremsat lovforslaget, så vi kan se detaljerne. Mvh. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef

  • Per Nielsen, Rapportér som upassende

    At man kan spare penge ved at købe billigere og ringere bil er vel ikke ny viden og udstyr er ofte lig sikkerhed og vel heller ikke altid hensigtsmæssigt at skære ned på. Vi skal lave en bedømmelse på, om vores kontorstol er god at sidde i. I bilen er det ikke vigtigt, på trods af, at det er der vi ofte sidder mest. Desuden er vi mange, som ikke kan vælge at køre i egen bil og ej heller kan vælge brugt firmabil. Det er endnu en rød skat til dem, som gerne vil yde. Det giver jo også flere penge til dem, som ikke bidrager( arbejdsvægring) og snyder med skat og afgifter.

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Tak fro dit input Per. I vores øjne er aftalen et fejlskud i troen på man uden konsekvenser bare kan hive flere penge op af lommerne på firmabilisterne. Mvh. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef

  • Peter Nymand, Rapportér som upassende

    En anden mulighed er at lease en 36 måneder gammel bil. Den kan være som ny. Her spares der skat!

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Tak for inputtet Peter. Mvh. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef

  • Michael Andersson, Rapportér som upassende

    Det er desværre forkert det som i skriver her. I forhold til beskatning af firmabiler vil der være tale om 2 skattegrundlag. 1: fra bilen leveres og de første 4 mdr. 2: efter måned 4 tages der udgangspunkt i bilen genberegningspris hvilket mangle tilfælde vil give en højere beskatning. I henfører til at der er tale om en listepris på bilen og det er desværre forkert. Vil klart anbefale at i trækker jeres artikel tilbage eller korigere. De bedste hilsner Michael

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Tak Michael. Jeg præciserer i teksten, at beskatningsgrundlaget fremover skal fastsættes ud fra den genberegnede markedspris efter fire måneder, som jo ofte ligger 30.-40.000 under listepriserne. Mvh. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef

  • Anders Fjendbo, Rapportér som upassende

    Er det ikke en gang sludder? Man undgår da ikke en stor ekstraskat på en firmabil ved at bestille en billigere???? Man får en mindre, billegere og dårligere udstyret arbejdsplads og betaler samme skat af den

  • Administrator, Rapportér som upassende

    Hej Anders. Udgangspunktet her er, vil du ikke betale mere i skat i kroner og ører af din nuværende bil, end du gør i dag, så er det den eneste farbare vej at downsize og gå nye veje. Men det er korrekt at man ikke kan smyge sig uden om at beskatningsgrundlaget - som det ser ud nu - vil stige for alle efter 1. februar. Mvh. Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.