En bestyrelsespost brander dig

Flere og flere stiller op til bestyrelsesposter. Det pynter på CV´et, styrker netværket og brander dig som engageret og ambitiøs

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

- Erfaring med bestyrelsesarbejde sender signal om, at du er et engageret, ambitiøst menneske, der vil helt ind i forretningens maskinrum. Det er et aktiv for enhver organisation eller virksomhed, og kan være den afgørende detalje, som åbner for den næste karrieremulighed.

Sådan siger Kasper Rubæk, COO og ansvarlig for karrieresparring i Business Danmark, efter, at rekordmange medlemmer stillede op til bestyrelsesposterne ved fagforeningens otte lokale årsmøder i oktober.

I rekrutteringsvirksomheden Randstad er man helt enig i, at bestyrelseserfaring pynter på CV´et.

- Det behøver bestemt ikke være en lønnet bestyrelsespost, før det tæller og udgør et stort aktiv. Det gælder især hvis det bliver suppleret med decideret uddannelse i bestyrelsesarbejde, forklarer Randstads direktør, Michael Holm.

Kamp om bestyrelsespladserne

Flere steder i landet endte det med decideret kampvalg om de 72 bestyrelsesposter ved årsmøderne i Business Danmark, og 30 nye ansigter blev stemt ind af de godt 450 fremmødte. Det glæder foreningens landsformand Jens Neustrup Simonsen.

- Engagement er nerven i enhver forening. Derfor har vi i år gjort en ekstra indsats for at nytænke indholdet og formen på årsmøderne og motivere flere til at stille op, blandt andet ved at tilbyde alle nyvalgte en bestyrelsesuddannelse, siger han.

- Det giver konkrete redskaber og færdigheder, som man kan få glæde af senere i karrieren, men vi tror på, at gevinsten går begge veje. Jeg er sikker på, at de vil engagere sig endnu mere i arbejdet, og det kommer i sidste ende alle medlemmer til gode.

I region Østjylland stillede Karen Merete Abildgaard for første gang op til bestyrelsen og blev valgt ind. Hun er uddannet elektrikker, men arbejder i dag med salg for Lemvigh-Müller.

- ​Til årsmødet sad jeg ved siden af en fra bestyrelsen, som opfordrede mig til at stille op. Det lød spændende, og som ny i branchen, så jeg det også som en mulighed for at udvide min horisont og mit netværk, siger hun.

- Jeg ser frem at være en del af en bestyrelse som forsøger at udvikle foreningen og tænke i nye baner. At vi bliver klædt på til opgaven med en bestyrelsesuddannelse er bare et ekstra plus.

Unge engagerer sig

To ud af tre nye bestyrelsesmedlemmer i Business Danmark er i 20´erne og 30´erne. En gruppe som foreningdanmark ellers har haft svært ved at appellere til. Blandt de yngste nyvalgte er 25-årige Mathilde Majlund Jensen fra Odense, som blev stemt ind på Fyn med en klar ambition.

- Jeg synes, der skal gøres mere for alle mellem 18-30 år. Vi har nogle andre jobmæssige udfordringer og steder, hvor vi søger hen. Derfor har vi tit brug for en anden sparring, siger hun.

- Jeg forventer at vokse med opgaven, da det er første gang, jeg prøver kræfter med bestyrelsesarbejde. Og da jeg nyuddannet og pt. på dagpenge, håber jeg også, at udvide mit netværk og finde mit næste job den vej rundt, siger hun.

Jens Neustrup Simonsen er glad for, at unge i den grad engagerer sig.

- En bestyrelse fungerer nu engang bedst, hvis der er diversitet. Forskellige mennesker kommer med forskellige perspektiver og løsninger på de opgaver, vi står over for, så på den måde føler vi os godt rustede til fremtiden, siger han.

Bestyrelsesarbejde styrker karrieren

Kasper Rubæk understreger, at unge uden stor joberfaring kan få store karrieremæssige fordele ved bestyrelsesarbejde.

- Du får helt nye kontakter og mulighed for at vise, hvad du kan. Netværk er ofte nøglen til det næste job, fordi du kan få nys om jobåbninger, før de slås op. Og ikke mindst får du et netværk, som kan lægget et ord ind for dig, siger han.

- Samtidig pynter det på CV´et, at du i din adfærd viser engagement og lyst til at gøre en forskel. Det ser virksomheder meget positivt på. Og i et meget tæt kandidatfelt, kan det blive den afgørende forskel, siger han.

Direktør for Randstad, Michael Holm uddyber.

- Derudover er det en god idé at tilføje et par linjer om, hvad ens rolle i bestyrelsen nærmere bestemt har været, og måske hvilke initiativer, man har taget, og hvilke resultater der er kommet ud af det. Alt for mange glemmer at skrive den slags på CV’et og på Linkedin, måske fordi de er bange for, at det ikke er relevant. Men det er relevant, for det fortæller noget om dig som person for eksempel om dit engagement, siger han.

Få tips til dit CV

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.