10 tips til din næste jobsamtale

Har du fået en jobsamtale i hus? Så er det nu din indsats med at trimme CV og ansøgning skal kulminere. Her er 10 ting, du kan træne

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Er du kaldt til samtale, så har du allerede skabt et godt indtryk hos virksomheden. Følg mine råd om, hvordan du bevarer og underbygger det gode indtryk efter samtalen.

1. Arbejd med det mentale

Før samtalen er det vigtigt, at du skaber en mental platform, som kan hjælpe dig med at levere bedst muligt under samtalen. Målet er at blive mentalt klar og sætte nervøsiteten i bero. Har du erfaringer med lignende forventningspres fra andre situationer, så kan du måske trække på disse. Oplever du for eksempel, at du har brug for at være produktiv helt op til sidste sekund, inden du skal præstere? Eller oplever du omvendt større succes ved lige at koble af og lade dig underholde af noget, som ingen relation har til samtalesituationen - eksempelvis at høre den rigtige musik i bilen på vej derhen, at ringe til kæresten og snakke om næste ferie, at læse fodboldresultater når du sidder i receptionen, at arbejde med visualisering hvor du ser dig selv komme ud fra samtalen, med et stort smil på, vejrtrækningsmetoder eller lignende.
Det er på sin vis ligegyldigt hvilket scenarie du anvender, bare metoden virker for dig.

2. Kom i god tid

Tag af sted til samtalen i god tid, for så undgår du unødvendig stress lige op til samtalens start. Tidspres kan gøre din nervøsitet værre og skade det mindset, du netop har opbygget. Selv om du ankommer i god tid, så vent med at melde din ankomst tre-fire minutter inden det aftalte tidspunkt. Derved undgår du at lægge det tidspres, som du selv har forsøgt at komme uden om, over på intervieweren. Og så bliver du jo i øvrigt heller ikke mindre nervøs ved at sidde og blomstre en halv time i receptionen.

3. Træn førstegangsindtrykket, som du giver

Det første indtryk er afgørende for, hvordan du bliver opfattet, så når du møder personen, du skal til samtale hos, så giv et fast håndtryk, se vedkommende i øjnene og tal klart og tydeligt.

4. Tag CV, ansøgning og eksamensbeviser med

Det er en rigtig god ide at medbringe en udskrevet version af både dit CV og din ansøgning, for du kan være helt sikker på, at intervieweren gør det samme, og på den måde sikrer du, at I har det samme referencegrundlag under samtalen.  Det er sjældent, at du bliver bedt om at fremvise eksamensbeviser, men tage dem med for en sikkerheds skyld.

Læs: Dit CV skal besvare 2 spørgsmål

5. Forbered en kort præsentation af dig selv

Til enhver jobsamtale kan du forvente, at intervieweren vil bede dig fortælle lidt om dig selv. Forbered derfor en kort præsentation af dig, dine erfaringer, relevante kompetencer, passion for jobbet og virksomheden og hvad du ellers finder relevant i situationen. Med en velforberedt præsentation sikrer du både, at mødet kommer godt og sikkert fra start, samt at de informationer, du fremhæver, er velovervejede og relevante i forhold til jobbet.  

6. Få styr på dit kropssprog

Dit kropssprog kan afsløre mere om dig, end du egentlig vil ud med. Falder samtalen på din forventning til løn, er det vigtigt, at du fremstår tryg ved at snakke om penge. Vis det med dit kropssprog ved at agere roligt og levér dit svar klart og tydeligt. Sørg samtidig for at se personen i øjnene - det afspejler også, hvordan du agerer under kundekontakt. 

7. Vær klar med handlingseksempler

Enhver kan gemme sig bag en arbejdstitel. Det er fint at kunne sige, at du har været marketingchef, men det siger ikke meget om, hvad du har udrettet. Brug derfor konkrete handlingseksempler, som viser de resultater, du skabte, mens du var i den relevante stilling. 

8. Vær skarp omkring dine udviklingsområder

Det kan ikke understreges nok, hvor meget tillid det skaber hos arbejdsgiveren, at duer tydelig omkring de ting, du er mindre god til. Det er derfor vigtigt, at du forbereder dig på også at kunne snakke om dine udviklingsområder. Det er dog vigtigt, at der er tale om en reel svaghed. Husk at dine nye kolleger sandsynligvis alligevel vil opdage dine svage sider hurtigt, og vær opmærksom på at pakke dem sprogligt ind i dine stærke sider. 

9. Lad intervieweren tale ud

Vær opmærksom på ikke at afbryde intervieweren under samtalen. I stedet for at fokusere på hvad du kan tilføje til interviewerens talestrøm, så fokusér på at lytte aktivt og stille supplerende spørgsmål. 

10. Stil fremragende spørgsmål

Intervieweren har talt ud, og nu er det din tur til at stille spørgsmål - igen kræver det, at du har forberedt dig hjemmefra. Et spørgsmål som ”Hvad er du mest stolt af i din afdeling?” er for eksempel noget, som kan høste gode point på længere sigt. Et sådan spørgsmål får arbejdsgiveren til at føle sig godt tilpas, da de fleste med glæde vil dele ud af succeshistorierne - og efterfølgende vil arbejdsgiveren hæfte den glæde til netop dig, fordi du stillede spørgsmålet.  Andre gode spørgsmål kunne være:
- Hvor ser du jeres klare styrker i forhold til. jeres konkurrenter? 2018 gik jo super for jer…
- Hvad er de centrale kompetencer hos jeres dygtigste medarbejdere i tilsvarende stillinger?”
- Hvilken væsentlig udfordring vil du ønske, at jeres nye medarbejdere er i stand til at løse?”

Spørg: Hvad sker der herfra?

Når samtalen er slut, kan det være nyttigt at spørge ind til næste skridt i rekrutteringsprocessen. Det vil også give dig ro i maven efterfølgende, når du ved, hvad du kan forvente. Når du så kommer hjem, er det ofte en god idé at sende modparten en invitation på linkedIn med en kort tekst og tak for et interessant møde.

Læs: Skriv en motiveret ansøgning

Tag det næste skridt

Mangler du mere inspiration til, hvilke informationer dit CV og din ansøgning skal indeholde, kan du downloade vores karrierehåndbog eller få personlig sparring.

 

Tipsene er leveret af Kasper Rubæk, CCO i Business Danmark og ansvarlig for foreningens jobsparring. I en serie artikler vil han fodre dig med gode råd til, hvordan du sammensætter et appetitvækkende CV og en målrettet ansøgning, og hvordan du runder af med den succesfulde jobsamtale. Du kan trygt følge rådene fra Kasper Rubæk, som selv har ansat mere end 500 forskellige mennesker og ydet rådgivning omkring ansættelsesprocesser.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.