Vore svenske naboer har meget mere at byde på end velklingende popbands, tidløst skandinavisk design og skærgårdscharme.
De har også en tradition for at skabe sikre, smukke og velkørende stationcars. Det sidste blev slået sikkert fast, da fagforeningen Business Danmark og Jyllands-Posten kårede Volvo V60 D4 aut. Momentum, 190 hk, som BusinessBilen 2019.
Det er 13. år i træk, at syv professionelle firmabil-brugere, to motorjournalister og en fysioterapeut har trukket i arbejdstøjet for at finde den mest komplette, velkørende firmabil og arbejdsredskab blandt 10 af markedets populære modeller.
Den stilige svensker vandt på sin gode plads, optimale indretning og førerstilling, indbydende design og fine værdi for pengene.
Billeder: Jonas Ahlstrøm
Den sikreste vinder nogensinde
Arrangementet med kåringen fandt sted på vejene omkring Middelfart, hvor Volvo V60 lagde sig i førertrøjen i et finalefelt, der bestod af VW Passat Variant Highline Premium 2,0 TDI DSG, Opel Insignia Country Tourer 2,0 Turbo Innovation og Peugeot 508 GT-Line BlueHDI, 163 hk, på de efterfølgende pladser.
Lars Bundgaard, der er formand for trafikpolitisk udvalg hos Business Danmark, uddyber de kvaliteter, som var med til at sikre sejren for Volvo V60.
- Volvo V60 er en suverænt sikker svensk vinder. Den har god komfort, er praktisk og rummelig i et lækkert design. Den har komfortable og sikre køreegenskaber med godt udstyr til en fornuftig beskatning, lyder det fra Lars Bundgaard.
Vinderbilen har en beskatning på 376.000 kr., og hvor testbilen med testudstyr løb op i 406.000 kr. Til grundprisen får den professionelle bilist bl.a. sikkerhedspakke med avanceret nødbremse, der opfanger mennesker og store dyr, oliefyr og sæder med eljusterbar lændestøtte er standardudstyr og altså en 190 hk dieselmotor med automatgear.
Eneste anke er, at adaptiv fartpilot er ekstraudstyr. Den løber op i 15.000 kr. i en pakke, der også har delvist selvkørende funktioner, men også navigation koster ekstra.