B2B-indkøbere elsker også e-handel

Forbrugere og indkøbere fylder den digitale indkøbskurv som aldrig før. Firmaer uden websalg og e-eksport er de store tabere, viser analyse

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

E-handel og e-eksport er altafgørende for, hvor meget danske virksomheder tjener.

Det gælder ikke kun dem, der sælger til private forbrugere. E-handel vinder også lystigt frem, når virksomheder handler med hinanden.

Ifølge ny undersøgelse lavet af Epinion for DI Handel søger 7 ud af 10 professionelle indkøbere efter nye leverandører online. Den mulighed forpasser mange danske virksomheder at udnytte, fastslår branchedirektør i DI Handel, Annette Falberg.

- Tal fra Eurostat viser, at kun 10 procent af de danske virksomheder sælger til udlandet via e-handel, og kun 2 procent af dansk eksport sker via websalg. Det er tvingende nødvendigt, at danske virksomheder er digitalt tilgængelige for udenlandske kunder, hvis vi skal bevare de 750.000 job eksporterhvervet repræsenterer, siger hun.

Organisationen har over for politikere og embedsmænd understreget behovet for konkret, individuel virksomhedsrådgivning om e-eksport.

- Der er brug for et tilbud, hvor virksomheder kan få hjælp til at komme i gang med e-eksport og få adgang til eksperter inden for blandt andet jura, betalingsløsninger og kendskab til forskellige markeder, siger hun.

E-eksport 3-dobler bundlinje

Tidligere på året viste omfattende B2B e-handelsanalyse fra DI Handel, at indtjeningen pr. medarbejder i e-eksportvirksomheder er 3,5 gange højere end i virksomheder, der hverken har eksport eller nethandel.

Ifølge analysen er danske virksomheder i top 5 i EU, når det gælder udbredelsen af e-handel, og hvor meget vi handler for på nettet. Til gengæld ligger vi i den ringeste tredjedel i EU, hvad angår udbredelsen af e-eksport.

- Som en stolt handelsnation og et digitalt iland har vi platformen til at slå stærkere igennem på eksportmarkedet. I dag er digital tilstedeværelse alt. Derfor skal selv komplekse produkter og ydelser også markedsføres og sælges online, siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand i fagforeningen for salg og marketing, Business Danmark.

- Som lille land skal vi turde tænke stort. Virksomheder, der i dag er født digitale, har hele verden som markedsplads. Det skal udnyttes på de globale digitale handelsplatforme. Ellers gør konkurrenterne det. Dag for dag benytter flere og flere B2B-virksomheder sig af Amazon og Alibaba. Her sælger de både til virksomheder og direkte til private, fordi det i dag er let at springe engros-leddet over, siger han.

Jens Neustrup Simonsen

Stadig mere e-handel

I juni lancerede Danmarks største detailhandel Dansk Supermarked platformen ”Wupti Marketplace”, som modsvar til udenlandske handelsportaler som Amazon.

Og det er der god grund til. Dugfriske tal fra Foreningen for Danske Internetmedier, FDIH, viser, at nethandlen buldrer derudad.

I 2016 rundede danskernes nethandel 100 mia. kr. I første halvår 2017 har vi allerede shoppet for 57 mia., eller 13 pct. mere end samme periode sidste år.

Udviklingen fortsætter kun en vej påpeger adm. direktør i FDIH, Niels Ralund.

- Det er ikke overraskende, at vi ser endnu en omsætningsrekord, for både danske forbrugere og butikker er helt fremme, når det kommer til e-handel.

- 14 pct. af alle handler bliver lavet på mobilen. Det er en vækst på 40 pct. i forhold til 2016, og samtidig flytter en del af betalingerne fra de traditionelle betalingskanaler som Dankort og Mastercard til nyere løsninger som Mobilepay. Det betyder, at hvis du som netbutik ikke er mobilklar, kan du godt vinke farvel til omsætningen, siger han.

FDIHs analyse viser også, at de udenlandske giganter strammer grebet om de købestærke danske forbrugere. En tredjedel af forbruget forsvinder nemlig over grænsen, hvor e-handelsmastodonter som Zalando, E-bay og Amazon tager imod med åbne arme.

- Det giver en del malurt i bægeret, at så mange penge hvert år forsvinder ud af landet. De danske netbutikker er hammerdygtige, men de står over for nogle gigantiske konkurrenter, der nyder godt af deres voldsomme størrelse i forbindelse med fragt, pris og markedsføring, siger Niels Ralund.

Find facts og tips til e-eksport

Se hvad kunder køber mest af

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

1 Kommentar

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.