Sluk mobilen og hold ferie

Mange danskere tjekker jobmails i ferien. Drop det, siger stressforskere, hjernen har brug for at koble fra

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Har du nogensinde tænkt: ”Hvis jeg nu lige rydder lidt arbejdsmails af bordet i ferien, så får jeg en lettere start efter ferien”. Ja, så ligner du det stigende antal danskere, der har svært ved at trække stikket helt, når de holder ferie.

I 2008 tjekkede hver fjerde dansker sin arbejdsmail i ferien. I 2013 gjorde hver tredje, ligesom stadig flere ikke kan lade være med at tænke på jobbet, når de har fri. Det viser undersøgelse fra Ugebrevet A4 fra 2013. Og der er alt mulig grund til at tro, at udviklingen har accelereret yderligere de seneste par år, vurderer Lene Walther Johannessen, formand for Arbejdsmiljøpolitisk Udvalg i fagforeningen for salg og marketing, Business Danmark.

- Den eksplosive udbredelse af smartphones og tablets har gjort det lettere for flere at tjekke jobmail end nogensinde før. Vi har mobilen med overalt, så det er forbandet nærliggende at tjekke, om der er jobrelevante ting, som lige skal ryddes af vejen, siger hun.

Udbredelsen af firmabetalt telefon er særlig udbredt inden for handel. Ifølge Busienss Danmarks lønstatistik får 83 pct. af salgskonsulenterne en stukket en firmabetalt telefon i hånden, mens det gælder 91 pct. af salgs- og marketingcheferne.

- Personligt stopper jeg med at modtage jobmail på telefonen i ferien. Så bliver jeg ikke nysgerrig, og ingen er uundværlig på jobbet, fastslår hun.

Lene Walther Johannessen

Ny global analyse fra rekrutteringsvirksomheden Randstad viser, at danskerne er i top 6 ud af 34 lande, når det gælder evnen til mentalt at slippe jobbet, når ferien starter.

- Jeg synes, det er meget positivt, at danskerne er gode til at koble af i ferien. Når jeg sammenligner med andre lande, tror jeg også, det hænger sammen med, at vi danskere er dygtige til at arbejde disciplineret op til ferien og melde klart ud om, hvem der skal tages fat på i ens fravær og respektere hinandens ferie og ikke kontakte kollegaen med mindre det simpelthen ikke kan vente, siger Tine Cebrian HR-chef i Randstad.

Tine Cebrian

Hjernen skal have ro

Stressekspert Bo Netterstrøm har i Ugebrevet A4 advaret om, at hjernen bør holde fri i ferien.

- Det er dårlig stil over for dig selv, hvis du slapper ikke af. Kommer der en mail, hvor du synes, du bør reagere, er du pludselig på arbejde igen. Noget af det ferien gør, når du kobler helt af, er, at du får brugt andre dele af hjernen, og det har den godt af, siger han.

Det synspunkt møder opbakning hos lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet, Einar Baldursson. Han oplever, at stadig flere stressramte ikke kan trække en hensigtsmæssig grænse mellem arbejde og fritid.

Majken Matzau, erhvervspsykolog og forfatter til bøger om stress, mener dog, vi bør forlade ideen om, at vi enten arbejder eller holder fri, skriver Videncenter for Arbejdsmiljø. Hun tjekker selv mails i ferien og mener, det er godt at trække stikket ud en gang imellem - men at det ikke er det eneste saliggørende.

- Er man glad for sit arbejde og i god balance - og har aftalt med familien, at det er i orden at bruge en halv time ind imellem - kan det være helt ok at tjekke mails i ferien, siger hun.

- Vi ser mange i vores konsultation, der bliver sygemeldte med stress, når de kommer tilbage på jobbet i august. Vores nervesystem kan ikke klare at gå fra fuldstændig ro til høj aktivitet. Det er for voldsomt.

Hun skelner mellem, om vi tjekker mails på eget initiativ, eller om arbejdsgiveren  forventer, at vi gør det. For så er man på arbejde og skal kompenseres - ligesom det kan skabe stress, hvis man står til rådighed, og telefonen kan ringe når som helst. Det er noget andet selv at logge på og tjekke sin mail, når det passer en, vurderer hun.

Fagforeninger og arbejdsgivere opfordrer ifølge Ugebrevet A4 til at holde ferien hellig.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.