Klausuler

Konkurrencebegrænsende jobklausuler er en hæmsko for lønmodtageres mobilitet på arbejdsmarkedet - og kan i visse tilfælde direkte forhindre personer i at arbejde inden for deres fagområde.

Men man kan selv gøre en indsats for at minimere eller helt undgå de ubehagelige følger af jobklausuler.

En kundeklausul er en bestemmelse, der forbyder/begrænser din mulighed for at have erhvervsmæssig kontakt med virksomhedens kunder eller andre forretningsforbindelser i en fastsat periode efter ansættelsens ophør.

En konkurrenceklausul er en bestemmelse/aftale, der begrænser din mulighed for ansættelse i en bestemt type virksomhed eller branche efter at arbejdsforholdet med nuværende arbejdsgiver er endt.

Business Danmark anbefaler, at du

  1. ikke underskriver nogen form for klausul. Det gælder både kunde-klausuler, konkurrenceklausuler og medarbejderklausuler.
  2. forsøger at begrænse klausulerne mest muligt - både tidsmæssigt, geografisk og produktmæssigt.
    Ved tidsmæssigt menes, at du ikke bør binde dig i længere perioder - og ved geografisk, at du ikke bliver forhindret i at sælge et tilsvarende produkt i et andet distrikt eller anden del af landet. Med produktmæssigt menes, at en sælger, der f.eks. har siddet i "afdelingen for søm og skruer" hos en arbejdsgiver, ikke behøver være begrænset hos en ny arbejdsgiver i forhold til at sælge andre produkter til de samme kunder, som tidligere.
  3. sikrer dig kompensation for de begrænsninger, du påtager dig.

Under alle omstændigheder råder vi dig til at kontakte Juridisk Service, før du underskriver en klausul eller en ny ansættelseskontrakt.

Konkurrence- og kundeklausuler