Snart starter dit sidste ”normale ferieår”

Næste år hekser ny lov helt rundt på ferieåret, som du kender det. Det påvirker din sommerferie i 2020, så overvej at overføre lidt ferie til næste år

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Flere lyse timer og gule erantis, der pibler op ad skovbunden. To sikre tegn på, at foråret er kommet, og et varsel om at et nyt ferieår med mindst 25 fridage venter lige om hjørnet.

Men i år varsler 1. maj også begyndelsen til enden på ferieåret, som du er vant til.

1. september 2020 kommer der helt nye boller på suppen med hensyn til, hvornår ferieåret starter og hvornår du optjener og kan bruge din ferie - du vil dog stadig optjene 25 feriedage om året som i dag.

Og nok så vigtigt er der ved overgangen til de nye ferieregler grænser for, hvor meget sommerferie du kan holde i 2020. Fra maj til september 2020 indføres et såkaldt miniferieår, som du kan læse om nederst i artiklen. Overvej derfor at gemme og overføre lidt ferie fra det sidste ”normale ferieår”, hvis du planlægger en længere ferie næste sommer.

Kort fortalt:

  • Fra 1. maj 2019 til 30. april 2020 er ferieåret, som det plejer
  • Fra 1. maj til 30. september 2020 får du et miniferieår med 16,64 feriedage
  • Fra 1. september 2020 og frem gælder den nye ferielov

Video: Forstå de vigtigste ændringer

Video: Beskæftgelsesministeriet

Den nye ferielov

I dag er du vant til at få 25 friske feriedage på kontoen 1. maj, som du kan nyde frem til 30. april året efter. Det er slut næste år.

I 2020 starter ferieåret 1. september, og du kan bruge dine feriedage indtil 31. december året efter. Altså over 16 måneder.

Samtidig skal du vænne dig til det, der hedder samtidighedsferie. Det betyder, at du ikke længere har 25 feriedage i banken ved ferieårets start. Du skal først i gang med at optjene dine feriedage, når ferieåret starter – hver måned får du 2,08 feriedag, som du så allerede kan bruge måneden efter. Det er en fordel for nyuddannede, som i dag venter op til 16 måneder, før de kan holde deres første arbejdsgiverbetalte ferie.

  1. Et nyt ferieår starter 1. september fra 2020
  2. Du optjener hver måned 2,08 dages ferie (25 dage om året)
  3. Ferien du optjener i september, kan du allerede bruge i oktober osv.
  4. Du har 16 måneder til at bruge årets feriedage – fra 1.september til 31. december året efter
  5. Du kan skriftligt aftale med din arbejdsgiver at overføre din 5. ferieuge eller holde ferie på forskud

 Læs alt om den nye ferielov på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Du får et miniferieår i 2020

For at kunne flytte ferieårets start fra maj til september får du i 2020 et specielt miniferieår som løber fra 1. maj til 30. september. I disse fem måneder har du kun 16,64 dages betalt ferie på kontoen, som du har opsparet de første otte måneder af 2019. Forventer du derfor holde mere ferie end det, kan du for eksempel aftale at overføre din 5. ferieuge fra det sidste "normale ferieår" til miniferieåret.

Eksempel:

Planlægger du derfor 4 ugers sommerferie i 2020, skal du gemme 3,36 feriedag og aftale med din chef at overføre dagene fra det sidste ”normale ferieår” til miniferieåret i 2020.

Du har opsparet ferie til gode

Ved skiftet til de nye ferieregler har du 12 måneders ubrugt ferie til gode. Dage du har opsparet fra 1. september 2019 til 31. august 2020. De penge skal din arbejdsgiver overføre til en ny ATP-fond. Du får pengene udbetalt, når du engang forlader arbejdsmarkedet. Det sker for at undgå dobbelt udbetaling af feriepenge i 2020.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.