Holder din opsigelse egentlig vand?

En opsigelse vækker momentan sorg, lettelse og vrede. Bagefter melder tvivlen sig. Foregik opsigelsen nu også helt efter bogen? Få advokatens råd

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

De sidste dage hver måned kimer telefonerne konstant og insisterende i fagforeningen Business Danmark. En lind forudsigelig strøm. Opkald fra salgs- og marketingfolk, på jagt efter den næste udfordring, som lige vil have et ekstra par øjne på alt det med småt, før de sætter signaturen på den næste ansættelseskontrakt.

Store skiftedag er helt rituelt inden for salg og marketing, hvor de ansatte historisk har jobshoppet lidt hyppigere end andre faggrupper. Men hvad har ansættelsen egentlig med opsigelsen at gøre?

- Den er helt central, fordi ansættelseskontrakten både er fundament for et godt kommende samarbejde og det bedste værn mod uenighed, den dag jeres veje skilles. Vi oplever desværre tit arbejdsgivere lede med lys og lygte efter smuthuller i kontrakten, når en opsigelse er under opsejling, selv om den egentlige grund måske skal findes et helt andet sted. Få derfor styr på den kontrakt, opfordrer chef for juridisk service i fagforeningen Business Danmark, Frank Kanlund.

Husk din bonus ved opsigelsen

Er min opsigelse iorden?

Men end ikke en skudsikker kontrakt, kan forhindre det, der hedder en usaglig opsigelse. Og hvad er så det? Arbejder du med salg og marketing er du typisk funktionær og dermed sikret af § 2b i funktionærloven, som siger, at du efter et års ansættelse ikke kan opsiges uden rimelig grund.

- En rimelig grund kan være, hvis du for eksempel ikke præsterer godt nok på jobbet, laver konkurrerende virksomhed, ikke vil samarbejde eller hvis din arbejdsgiver skærer ned eller laver organisationsændringer. Men der er mange nuancer af grå, når det gælder jura, så det er altid bedst at få opsigelsesgrunden på skrift og vende den med sin fagforening, siger Frank Kanlund.

- Rimeligheden af en opsigelse skal altid vurderes konkret. Det kan sagtens være sagligt at opsige en medarbejder, hvis opgaver falder væk, som ikke er i stand til at udfylde en anden rolle i virksomheden. Men har arbejdsgiveren ikke løbende sikret medarbejderen mulighed for at holde sine kompetencer ajour, kan opsigelsen godt være usaglig og udløse en godtgørelse.

Hvor meget får jeg i godtgørelse?

Er opsigelsen urimelig kan du som funktionær få en godtgørelse på op til 3-6 måneders løn afhængig af, hvor længe du har været ansat. I de fleste sager får den opsagte mellem en tredjedel og to tredjedele af maksimumbeløbet.

- Senest har vi hjulpet en sælger, der blev opsagt efter 10 års ansættelse på grund af nedskæringer, hvorefter en ny medarbejder blev ansat i samme stilling kort tid efter. Det holder jo åbenlyst ikke, og han fik da også godtgørelse. Men det vidner om, man selv efter mange år i samme firma ikke bare skal tage en opsigelse for pålydende, men lige tjekke op på om, den holder vand, siger Frank Kanlund.

Søren fik 40.000 kr. for usaglig opsigelse

- Får du pludselig en opsigelse, som bunder i dine forhold, uden en forudgående advarsel, skal dine alarmklokker ringe. Opsigelsen kan være saglig begrundet, men så ville jeg personligt studse over, hvad der lige skete, og om årsagen skal findes et helt andet sted, siger han.

Som udgangspunkt skal du bevise, at opsigelsen var urimelig, men forholdene er mere komplicerede end som så.  

I særlige tilfælde er du helt beskyttet mod en opsigelse, fx under graviditet og barselsorlov, eller hvis opsigelsen skyldes forskelsbehandling pga. race, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder og handicap m.fl. I de tilfælde er der ingen krav om anciennitet for at rejse en sag.

6 ting du skal tjekke ved opsigelsen

En opsigelse kan virke uoverskuelig, når den rammer. Derfor har vi lavet en tjekliste med ting, du bør overveje, hvis du får en opsigelse. Er du i tvivl om din opsigelse, ansættelsesforhold eller noget tredje, kan du altid kontakte en medarbejder fra juridisk afdeling.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.