Hvorfor straffer virksomheder dit dobbeltjob?

Dobbeltjobber du ved siden af dit fuldtidsjob, så risikerer du at blive bortvist uden løn. Men, det kan du undgå, hvis du får styr på et par ting

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Tusindvis af privatansatte danskere tager hver dag på job uvidende om, at en potentiel bortvisning fra jobbet lurende i kulissen.

For mens offentligt ansatte må bijobbe, spænder langt de fleste privatansattes ansættelseskontrakter ben for dem, der ønsker et ekstra job eller at drive selvstændig virksomhed ved siden af fuldtidsjobbet, konstaterer advokat, Frank Kanlund, chef for juridiske afdeling i fagforeningen Business Danmark, som hvert år besvarer tusindvis af juridiske henvendelser.

- Politikerne har i årevis opfordret os til at arbejde lidt ekstra. Derfor er det paradoksalt, at de fleste private virksomheder ser det som utroskab, hvis man uden forudgående aftale har et bijob eller egen virksomhed, selv om det ikke kolliderer med fuldtidsjobbet, siger han.

- Vi rådgiver rigtig mange mindre iværksættere om det, når de skifter job. Men det er langt sværere, at nå ud til alle dem, som efter mange år i samme job vælger at supplere indtægten med et bijob eller egen virksomhed.

Læs også: Populær influencer bortvist for reklame

Dobbeltjobber du?...så se dig for

Ifølge Frank Kanlund er det sjældent bijobbet i sig selv, der giver problemer. Bortvisninger uden løn for bijobberi er snarere symptom på, at arbejdsgivere, der vil af med en ansat, søger en hurtig, billig vej ud af ansættelsesforholdet.

- Når først gnisten mellem medarbejder og arbejdsgiver er forsvundet, ser vi ofte arbejdsgivere lede efter en juridisk skudsikker løsning. Her er det fristende at spare mange tusind kroner i løn i opsigelsesperioden, hvis man kan hænge en bortvisning op på bibeskæftigelse i strid med kontrakten, siger han.

Og det er ikke småpenge, det handler om. Op til 280.000 kr. - svarende til seks måneders løn - kan et gennemsnitslønnet Business Danmark medlem miste ved en bortvisning for bijobberi.

Funktionærloven giver dig egentlig ret til at "påtage et hverv uden for tjenesten", uden at du behøver en tommelfinger op fra chefen.

Alligevel risikerer du, at din arbejdsgiver forbyder dig bibeskæftigelse i kontrakten. Men må chefen det?

Kan din arbejdsgiver forbyde dig at bijobbe?

Nej.. og jae..

Funktionærloven giver dig ret til tage et ekstra hverv i fritiden, udover jobbet, så længe de to ikke konkurrerer, og du kan passe dit job på almindelig vis.

Men din ansættelseskontrakt kan samtidig forbyde det. Gør den det, vil udfaldet af en eventuel retssag altid bero på en konkret vurdering af. hvorvidt dit bijob på nogen måde bringer dig på kant med virksomheden, eller om det har forstyrret dit primære arbejde. Den risiko er der ingen grund til at udsætte dig selv for.

Spørg derfor altid, hvis du er det mindste i tvivl, opfordrer Frank Kanlund.

- Det er altid en god ide at spørge sin arbejdsgiver eller fagforening, så kontrakten bliver gennemsigtig. Enten ved at luge forbuddet helt ud af kontrakten eller ved indskrive, hvad du må og ikke må, siger han og giver et par pejlemærker.

- Som udgangspunkt er fritiden din egen. Er du frivillig træner et par gange om ugen i den lokale håndboldklub, kan din arbejdsgiver selvfølgelig ikke bortvise dig af den grund. Men lugter dit bijob af indkomst, skal du nok være særlig forsigtig. Lægger du en masse timer i din selvstændige webshop, når du har fri, kan det godt være, at din arbejdsgiver ser noget anderledes på det.

Der findes selvfølgelig yderpunkter for, hvad du kan og ikke kan tillade dig, men helt specifikke grænser er umulige at optegne, påpeger han. Det er en gråzone, når det kommer til, hvornår dit bijob bryder med kontrakten – uanset, om du modtager penge eller ej.

Spørg, hvis du er i tvivl

Er du i tvivl om noget omkring dit bijob, din kontrakt eller noget helt tredje, så er hjælpen kun et klik væk. Kontakt Business Danmarks juridiske afdeling, som sidder klar til at besvare dine spørgsmål.

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.