Sænk skatten på el-firmabiler

Det er opfordringen fra 14 virksomheder til skatteminister Karsten Lauritzen, der både afviser og inviterer S og R til møde om emnet til efteråret

Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

Partierne på Christiansborg pudser den grønne profil af som optakt til næste folketingsvalg, der senest skal holdes 17. juni 2019.

Ved ministerrokaden i starten af maj bedyrede den nyslåede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at man godt kan være grøn, selv om man er blå.

Og allerede i slutningen af maj tester Dansk Elbil Alliance, flere virkesomheder og Socialdemokratiet regeringens grønne vilje med et ønske om bedre skattevilkår for grønne firmabiler.

Konkret opfordrer 14 større virksomheder, heriblandt Novo Nordisk, Siemens og Topdanmark, Folketingets Skatteudvalg til at overveje en afgiftsmodel, kendt fra blandt andet Holland, England og Norge, hvor firmabilbeskatningen af elbiler følger CO2-udledningen fremfor bilens værdi.

Det vil gøre det billigere for ansatte at vælge en elbil.

”Vi er en gruppe virksomheder, som arbejder målrettet på at nedbringe vores CO2-udslip, herunder også CO2-udslippet fra forbrug af transport.  Desværre er skattesystemet indrettet sådan, at vores medarbejdere straffes med højere skat for at vælge en grøn bil som firmabil, men belønnes for at vælge en billigere bil med højere brændstofforbrug”, skriver de 14 virksomheder ifølge DR Nyheder til Folketingets Skatteudvalg. De foreslår i samme ombæring, at ladestandere på medarbejdernes privatadresser heller ikke skal beskattes.

Vil gavne alle bilejere

Henvendelsen er sød musik i ørerene på Socialdemokratiet.

 - Det er et markant rygstød til ideen om, at vi med de rigtige politiske tiltag faktisk kan få flere af de grønne biltyper på vejene ved at ændre firmabilbeskatningen, siger den socialdemokratiske skatteordfører, Jesper Petersen til DR Nyheder.

I første omgang vil firmaerne og deres ansatte få adgang til billigere elbiler, men i løber af få år vil firmabilerne ramme brugtvognsmarkedet til glæde for alle danskere, påpeger Dansk Elbil Alliance.

Regeringen og Dansk Folkeparti har dog ikke i sinde at åbne statskassen for at gøre elbilerne mere attraktive for virksomheder og deres ansatte, men døren holdes på klem.

- Vi vil gerne have elbiler og også gerne fremme dem fra regeringens side, men vi bliver nødt til at se på, hvad det koster. Jeg har ikke lige pengene til at gøre det til virkelighed i morgen, siger Karsten Lauritzen, der ifølge DR P1 Morgen gerne vil vende med S og R, hvordan elbilerne kan fremmes i Danmark.

Han advarer dog om, at det har direkte betydning for bilsalget, hver gang politikere taler højt om bilafgifterne.

Elbil med rækkevidde

I sit klima- og miljøudspil fra maj 2018 foreslog Socialdemokratiet at sænke firmabilbeskatningen for el- og opladningshybridbiler til henholdsvis 10 og 15 procent.

Det vil økonomisk bringe en Tesla S ned i samme beskatningsleje som en klassisk stor mellemklassebil drevet af benzin eller diesel.

- Når man kan køre fra Aarhus til København i et hug og en lynopladning til 80 procent strøm kan gøres på 40 minutter, så er vi der, hvor de største elbiler er et reelt alternativ for de fleste firmabilister. Men det er prisen og beskatningsværdien bare ikke, siger Lars Bundgaard, formand for Vej- og Trafikpolitisk Udvalg i fagforeningen Business Danmark.

En Tesla S 75D har ved motorvejsfart en rækkevidde på mellem 300-370 km afhængig af årstiden. Priserne starter fra 775.000 kr.

De 14 virksomheder

De 14 virksomheder som har skrevet til Folketingets Skatteudvalg er:

  • Novo Nordisk
  • Siemens Gamesa
  • Ørsted
  • Rambøll Danmark A/S
  • Abena A/S
  • Topdanmark A/S
  • AVIS
  • Leaseplan Danmark A/S
  • Vattenfall
  • SIXT
  • Alphabet A/S
  • E.ON Danmark
  • Siemens Mobility
  • Clever
Del på:
Facebook
Twitter
LinkedIn

0 Kommentarer

Retningslinjer for businessdanmark.dk/InBusiness

Eksterne redaktionelle bidrag (tekst + illustration) må ikke:

  • overtræde dansk lovgivning og/eller opfordre til kriminalitet
  • krænke, true eller forfølge personer eller grupper af personer
  • krænke privatlivets fred
  • linke til/markedsføre hjemmesider, der opfordrer til kriminalitet, krænker, truer eller forfølger personer eller grupper af personer
  • linke til/markedsføre kommercielle hjemmesider, konkrete produkter, firmaer eller salgsmaterialer.

Kommentarer til artikler på businessdanmark.dk/InBusiness skal relatere sig til indholdet, og krænkende/truende sprog tillades ikke.

Kommentarerne bliver offentlig tilgængelige og kan fremsøges via en søgemaskine, så undgå personfølsomme oplysninger.

Alt, der strider mod disse regler, slettes uden varsel.