Dagpenge som nyuddannet

Som medlem af Business Danmarks A-kasse kan du få dagpenge og sikre din økonomi, hvis du ikke får job umiddelbart efter, du har afsluttet din uddannelse. Din uddannelse skal være normeret til 18 måneder (gælder fra 2. januar). Uddannelsen skal være offentlig anerkendt, dvs. den skal være SU-berettiget eller være en lærlinge- eller elevuddannelse.

  • Som dimittend kan du få udbetalt dagpenge efter dimittendsats fra en måned efter, at du har afsluttet uddannelsen  
  • Var du medlem i mindst 12 måneder i studietiden, kan du få dagpenge fra dag ét efter endt uddannelse.

(Det kan i begge tilfælde dog tidligst være efter de 18 måneder, uddannelsen er normeret til.)

Læs i øvrigt mere om reglerne for dimittender under afsnittet Regler for dimittender.

For at få ret til dagpenge som nyuddannet skal du:

  1. Lave en indmeldelse som nyuddannet i a-kassen tidligst på din sidste uddannelsesdag og senest 14 dage efter du er færdig med din uddannelse (hvis du allerede er studiemedlem, så skal du udfylde AK044 i Selvbetjeningen).
  2. Melde dig ledig på jobnet.dk den første dag du er ledig. Du kan ikke få dagpenge, før du har meldt dig ledig. Dvs. hvis du er berettiget til dagpenge fra første dag efter sidste eksamen, skal du melde dig ledig den dag. For hver dag du venter, går du glip af en dags dagpenge.
  3. Udfylde formularen AR265 (Indsend ledighedserklæring som nyuddannet/værnepligtig) i Selvbetjeningen.
    (gør det et par dage efter, du er optaget som dimittend. Hvis du udfylder den, før du er rettet i systemet til nyuddannet, udfylder du den forkerte blanket og skal gøre det igen).
  4. Lægge dit cv på jobnet.dk senest to uger efter, du har meldt dig ledig.

Rettigheder og pligter

Senest to uger efter, du har meldt dig ledig i Jobcentret, bliver du indkaldt til en såkaldt cv- og vejledningssamtale i a-kassen. Her snakker vi om dine rettigheder, muligheder og pligter som ledig.

Samtalen skal også afdække dine ønsker og muligheder for få job. Og dit cv bliver vendt for at afklare, om det eventuelt kan gøres endnu bedre.

Dagpenge

Fra 2. januar 2017 er dimittendsatsen afhængig af, om du har forsørgerpligt. Det betyder, at hvis du har forsørgerpligt får du 82 pct af den højeste dagpengesats. Hvis ikke du har forsørgerpligt får du 71,5 pct af højeste dagpengesats.

Dagpengesatserne er som følger:

Fuldtidsforsikret
Hvis du har forsørgerpligt: 15.090 kr. pr. måned
Hvis du ikke har forsørgerpligt: 13.158 kr. pr. måned

Deltidsforsikret
Hvis du har forsørgerpligt: 10.061 kr. pr. måned
Hvis du ikke har forsørgerpligt: 8.772 kr. pr. måned

Husk, at SU er forudbetalt, mens dagpenge er bagudbetalt. Du kan derfor risikere at stå uden penge i overgangen fra SU til dagpenge.

Var du medlem af a-kassen, inden du begyndte på dit studie, så kontakt a-kassen og hør om dine muligheder.