• Job
  • Karriere

Danskere delt om chefens rolle under julefrokosten

Hvordan skal chefen opføre sig under julefrokosten?
  • 30.11.2023
  • Nikolaj Henum Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Unge og ældre er langt fra enige om, hvordan virksomhedens ledere skal opføre sig ved årets julefrokost. Hold dig til det sikre, lyder rådet

Julefrokosterne er i fuld sving på landets arbejdspladser. Derfor har fagforeningen Business Danmark via Norstat spurgt 1.266 lønmodtagere om, hvordan de gerne ser, at cheferne opfører sig på denne dag. Og det er der delte meninger om på tværs af generationerne.

For mens de yngre kolleger mener, at chefen bare skal slå sig løs, er det langt fra tilfældet blandt den ældre generation - de mener nemlig, at chefen bør trække sig og ikke mindst holde igen med alkoholen.

Næsten to ud af tre (64 pct.) mellem 19-34 år mener, at chefen sagtens kan deltage til festen slutter. Det er kun 40 pct. af kollegerne mellem 50-66 år enige i.

Og når det kommer til de våde varer, mener 53 pct. i den yngre generation, at cheferne skal holde igen, mens hele 76 pct. af kollegerne over 50 år ikke ønsker at se chefen fuld.

Det er interessant, hvor forskelligt vi mener chefen skal opføre sig til julefrokosten, men også hvordan tiden har ændret sig, påpeger Hanne Hjordt, ansvarlig for karriere og udvikling i Business Danmark.

- Havde vi spurgt om det samme for 10-15 år siden, tror jeg holdningen havde været anderledes. Der er ingen tvivl om, vi generelt er blevet mere påpasselige som følge af Metoo-bevægelsen, og det er positivt, siger hun.

Hele arbejdspladsens fest

Mere end otte ud af ti - både blandt yngre, ældre, mænd og kvinder - er dog enige i, at der skal være plads til, at cheferne både danser og socialiserer - så de langt hen ad vejen kan deltage på lige fod med de øvrige medarbejdere.

Og hun tilføjer, at både ledere og medarbejdere skal huske at opføre sig respektfuldt.

- Uanset om du er leder eller ej, så er det alles ansvar at opføre sig anstændigt. Når de unge synes, det er mere legitimt, chefen folder sig ud, er det udtryk for at deres forhold chef versus medarbejder måske ikke bygger på samme autoritet, som blandt de ældre kolleger, forklarer Hanne Hjordt og anbefaler, at lederen holder lidt igen og giver medarbejderne plads til det kollegiale samvær.

Kontakt vores jurister

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.