Nye efterlønsregler
1. januar 2007 trådte nye efterlønsregler i kraft som et væsentlig led i Velfærdsreformen.
Det betyder, at fra og med 2022 er
• efterlønsalder 62 år
• folkepensionsalder 67 år.
Aldersgrænserne kan dog blive justeret, hvis befolkningens gennemsnitlige levealder stiger.
Krav for at få efterløn
• medlemskab af en a-kasse i mindst 30 år
• betaling til efterlønsordningen i mindst 30 år
• indbetalingerne skal ske senest ved en persons 30. år.
Overgangsordning
Alle, der 30. juni 2007 er mellem 31 år og 46 år - og som har været medlem af en a-kasse uafbrudt siden 1. januar 1997 - er omfattet af en overgangsordning/fortrydelsesordning, hvis:
• de ikke kan opfylde det nye krav om 30 års medlemskab af en a-kasse
• de ikke har betalt til efterlønsordningen i 30 år.
Alt afhængig af, hvilken alder man har ved tilmelding til efterlønsordningen, vil satsen for efterløn blive reduceret med to procent for hvert hele år, der ikke er betalt bidrag.
Den skattefri præmie bliver ligeledes reduceret - dog med fire procent for hvert hele år.
Ældre end 47 år
Alle, der fylder 47 år senest 30. juni 2007, er ikke omfattet af de nye efterlønsregler - her gælder de tidligere regler. Det betyder, at medlemmer af efterlønsordningen kan tage det afslappet. Der er ingen ændringer for denne gruppe. Men hvis man har frameldt sig efterlønsordningen, kan man heller ikke genindtræde i den i henhold til den nye fortrydelsesordning.
Fortrydelse/genindtrædning
Hvis man er omfattet af fortrydelsesordningen - og har mulighed for at genindtræde i efterlønsordningen - gælder et indbetalt efterlønsbidrag i 2007 for hele året. Uanset, om det indbetales i marts eller december. Det er altså ikke fødselsdatoen, der adskiller, hvornår efterlønssatsen sættes ned - men om man indbetaler det pågældende år.
Brev fra a-kassen
Business Danmarks A-kasse har allerede skriftligt informeret sine medlemmer under 30 år om de nye regler, der har øjeblikkelig virkning for dem. Alle andre medlemmer vil i løbet af de næste par måneder få et brev fra a-kassen, som mere præcist fortæller om de nye muligheder.
BG Bank har skrevet en artikel om de nye efterlønsregler






