Virksomhedsoverdragelse

Er du ansat i en virksomhed, som overdrages helt eller delvist, er du som udgangspunkt både berettiget og forpligtet til at fortsætte dit ansættelsesforhold i den nye virksomhed.

Det fremgår af virksomhedsoverdragelsesloven.

Den nye virksomhed indtræder ved overdragelsen i alle de rettigheder og forpligtelser, som du var omfattet af i den tidligere virksomhed.

Det medfører, at dit ansættelsesforhold fortsætter uændret. Du bevarer således din anciennitet, din løn, din ret til feriepenge og dine øvrige vilkår.

Hvis den nye virksomhed ønsker at ændre i de vilkår, du allerede er omfattet af, skal ændringerne, hvis de er væsentlige, varsles med dit sædvanlige opsigelsesvarsel.

Er du ansat som direktør, er du ikke omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Ny kontrakt/underretning?  

Den nye virksomhed er ikke forpligtet til at udstede et nyt ansættelses-bevis i forbindelse med overdragelsen. Det er tilstrækkeligt, at du i et tillæg får bekræftet den nye virksomheds navn og adresse. Oplysningerne skal du have senest en måned efter overdragelsen.

Din arbejdsgiver er dog forpligtet til, i rimelig tid inden overdragelsen, at informere dig om bl.a. tidspunktet for og årsagen til overdragelsen, de overordnede følger af overdragelsen m.v.

Opsigelse

Du er beskyttet imod opsigelse som følge af en virksomhedsoverdragelse.

Det betyder, at den nye virksomhed ikke må ”håndplukke” specifikke medarbejdere fra den tidligere virksomhed og herefter afskedige resten af medarbejderne.

Kun hvis der foreligger ”økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager” kan du sagligt opsiges på grund af overdragelsen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis nogen bliver overflødige som følge af, at to virksomheder lægges sammen.

Bliver du opsagt før en virksomhedsoverdragelse, kan der opstå tvivl om, hvem der skal betale din løn, provision, bonus, feriepenge m.v. i opsigelsesperioden.

Din retsstilling i den forbindelse afhænger af, hvordan du skal forholde dig i opsigelsesperioden:

Funktion i opsigelesperioden Hvem skal betale for dine krav
Arbejde Den nye virksomhed
Ferie, sygdom, barselsorlov Den nye virksomhed
Suspenderet Den nye virksomhed
Fritstillet Den tidligere virksomhed
Bortvist Den tidligere virksomhed
Fratrådt før overdragelsen Den tidligere virksomhed

 

Særligt for fritstillede

Er du opsagt og fritstillet af den tidligere virksomhed, og tilbydes du efter kort tid herefter ansættelse i den nye virksomhed, vil det bero på en konkret vurdering, hvorvidt du er omfattet af virksomhedsoverdragelsen eller ej.

Er du omfattet af virksomhedsoverdragelsen, har du ret til at fortsætte på de tidligere ansættelsesvilkår (herunder bl.a. med din tidligere anciennitet og løn). Er du ikke omfattet af virksomhedsoverdragelsen, skal du forhandle en ny kontrakt.

Afgørende er bl.a. hvor lang tid der er gået fra fristillingen, indtil den nye stilling tilbydes.

 

LOV OM LØNMODTAGERES RETSSTILLING VED VIRKSOMHEDSOVERDRAGELSE

§ 1. Loven finder anvendelse ved overdragelse af en virksomhed eller en del heraf der ligger inden for det område, hvor traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab finder anvendelse.

Stk. 2. Denne lov finder anvendelse på offentlige og private virksomheder, der udøver en økonomisk aktivitet, uanset om de virker med gevinst for øje. En administrativ eller ved lov foretaget omorganisering af offentlige administrative myndigheder eller en overførsel af administrative funktioner mellem offentlige administrative myndigheder er ikke en overførsel i denne lovs forstand.

Stk. 3. Denne lov finder anvendelse ved et konkursbos videresalg af en virksomhed eller en del heraf til en erhverver.

Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på søgående skibe.

§ 2. Overdrages en virksomhed eller en del heraf, indtræder erhververen umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på overtagelsestidspunktet i henhold til:

1) kollektiv overenskomst og aftale,

2) bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, og

3)individuel aftale om løn- og arbejdsforhold.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse på aftaler om lærlingeforhold, uddannelsesaftaler for elever i de erhvervsfaglige grunduddannelser mv., såfremt virksomheden efter overdragelsen godkendes som lærested eller praktiksted mv.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på lønmodtageres ret til ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til efterladte i henhold til pensionsordninger.

§ 3. Afskedigelse på grund af overdragelse af en virksomhed eller en del heraf anses ikke for rimeligt begrundet i virksomhedens forhold, medmindre afskedigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer. Stk. 2. Ophæves arbejdsaftalen af en lønmodtager, fordi overdragelsen medfører væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for lønmodtageren, sidestilles ophævelsen med en afskedigelse i retsforholdet mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren.

§ 4.Repræsentanter for de lønmodtagere, der berøres af overdragelse af en virksomhed eller en del heraf, bevarer efter overdragelsen deres hidtidige retsstilling og funktion, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Medfører overdragelsen, at grundlaget for lønmodtager repræsentationen ophører, er lønmodtager repræsentanten fortsat omfattet af de regler om beskyttelse af lønmodtager repræsentanter, der gælder på det pågældende område. Beskyttelsen gælder dog kun i en periode, der regnet fra funktionens ophør svarer til det overenskomst- eller aftalemæssigt fastsatte varsel for opsigelse af lønmodtager repræsentanter.

§ 4a. En erhverver skal inden 5 uger efter det tidspunkt, hvor denne vidste eller burde vide, at de ansatte eller en del af de ansatte på den virksomhed, der overdrages, har været omfattet af en kollektiv overenskomst, dog tidligst 3 uger efter overtagelsen, underrette det pågældende fagforbund, såfremt denne ikke ønsker at tiltræde overenskomsten. I modsat fald anses erhververen for at have tiltrådt overenskomsten.

Stk. 2. Hvis erhververen ikke tiltræder overenskomsten, skal spørgsmål om overtrædelse af de berørte lønmodtageres rettigheder og pligter i henhold til en kollektiv overenskomst, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, afgøres ved fagretlig behandling og endeligt ved Arbejdsretten, såfremt en af parterne begærer det. I så fald er erhververen stillet, som om denne havde tiltrådt den kollektive overenskomst.

Stk. 3. Hvis erhververen ikke tiltræder overenskomsten, og hvis denne i forvejen er omfattet af en overenskomst med et andet fagforbund om det pågældende arbejde, har de berørte lønmodtagere ret til gennem deres forbund at kræve forhandling med virksomhedens ledelse om løn- og ansættelsesvilkår.

§ 5.Den, der overdrager en virksomhed eller en del deraf, skal i rimelig tid inden overtagelsen underrette lønmodtagernes repræsentanter eller, såfremt sådanne ikke er valgt eller udpeget, de berørte lønmodtagere om
1) datoen eller den foreslåede dato for overdragelsen,
2) årsagen til overdragelsen,
3) overdragelsens juridiske, økonomiske og sociale følger for lønmodtagerne
og
4)eventuelle foranstaltninger for lønmodtagerne.

Stk. 2. Er erhververen i forvejen virksomhedsindehaver, gælder bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende for erhververen i forhold til de på dennes virksomhed berørte lønmodtagere. Underretningen skal dog senest ske, inden lønmodtagernes ansættelsesforhold og arbejdsvilkår berøres direkte af overdragelsen.

§ 6.Den, der overdrager en virksomhed eller en del deraf, og som i forbindelse med overdragelsen overvejer at iværksætte foranstaltninger for lønmodtagerne, skal i rimelig tid inden overtagelsen indlede forhandlinger med lønmodtagernes repræsentanter eller, såfremt sådanne ikke er valgt eller udpeget, de berørte lønmodtagere med henblik på at nå frem til en aftale.

Stk. 2. Er erhververen i forvejen virksomhedsindehaver, gælder bestemmelsen i stk. 1 tilsvarende for erhververen i forhold til de på dennes virksomhed berørte lønmodtagere.

§ 7.  Overtrædelse af § 4a, stk. 3 og §§ 5 og 6 straffes med bøde.

Stk. 2. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant.

§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 9.Loven træder i kraft den 1. april 1979 og finder anvendelse, hvor virksomheder eller dele af virksomheder overtages efter den 30. april 1979. § 2. stk. 2, træder dog først i kraft fra et tidspunkt, der fastsættes af arbejdsministeren, og indtil da finder bestemmelsen i § 2, stk. 1, ikke anvendelse på aftaler om lærlingeforhold, uddannelsesaftaler for elever i de erhvervsfaglige grunduddannelser mv.

 


Denne info/vejledning kan ikke erstatte konkret juridisk rådgivning.

Send som email

×

Opdater din profil

Det er ved at være lang tid siden du sidst har opdateret din medlemsprofil. Når du gør det, kan vi løbende udvikle nye services, der er skræddersyet til medlemmernes forskellige baggrunde. Så gør dig selv (og os) en tjeneste og opdatér din medlemsprofil - på forhånd tak.

Email:
Mobil:
Stilling:
Uddannelse:
Arbejder med:
×