Når og mens du skal have efterløn

Du skal søge skriftligt om at gå på efterløn. Du finder ansøgningen her (AR 283). Ansøgningen skal være a-kassen i hænde inden overgangen til efterløn, ellers kan du først få efterløn fra den dag, a-kassen modtager din ansøgning.

 

Efterlønnens størrelse

Søger du om efterløn som 60 eller 61-årig, er efterlønnen op til 186.420 kr. pr. år - svarende til 91 pct. af højeste sats. Herfra kan der evt. ske fradrag for visse af dine pensioner.

Modregning i efterlønnen, hvis du har pensionsordninger

 

Du har mulighed for højere efterløn, hvis du opfylder to betingelser

  1. Du venter med at søge om efterløn, til du har haft dit efterlønsbevis i mindst to år.
  2. Du venter med at søge om efterløn, indtil du kan dokumentere
    - 3.120 arbejdstimer som lønmodtager, eller
    - at din selvstændige virksomhed har været drevet i væsentligt omfang i 85 uger.
      Væsentligt omfang betyder, at virksomheden har været drevet i mindst 30 timer pr. uge
 

Opfylder du de to betingelser, får du

  • Efterløn op til højeste sats - svarende til 204.880 kr. pr. år.
  • En mere lempelig modregning i pensionsudbetalinger. *)
  • Mulighed for optjening af skattefri præmie.
 

*) "En mere lempelig modregning i pensionsudbetalinger" betyder, at der kun bliver modregnet i din efterløn af løbende arbejdsgiverbetalte pensionsudbetalinger samtidig med, at du får efterløn.

 

Udbetaling

Efterlønnen udbetales bagud for henholdsvis fire eller fem ugers perioder. Perioderne slutter den næstsidste søndag i måneden. Efterlønnen er til rådighed senest sidste hverdag i måneden på din NemKonto.

 

Arbejde under efterlønnen

Du må arbejde så meget du vil, mens du er på efterløn. Du skal dog huske at give a-kassen besked, hvis du begynder at arbejde, så du kan få vejledning, inden arbejdsforholdet startes. Og husk på, at der vil ske modregning i din efterløn for dine arbejdstimer.

Ved modregning af arbejdstimer skal du være opmærksom på, at modregningen sker afhængigt af, om arbejdet er kontrollabelt eller ukontrollabelt.

Har du kontrollabelt arbejde, vil modregning af arbejdstimer i efterlønnen ske efter reglen om lempet fradrag for kontrollabelt arbejde.

På Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside seniorpraksis.dk kan du læse om, hvad du og din arbejdsgiver har af muligheder, hvis du ønsker at arbejde deltid eller fuld tid i perioden med efterløn.

 

Overskydende timer

Ved overgang til den fleksible efterlønsordning og mens du er på den fleksible efterlønsordning, skal a-kassen opgøre, om du har arbejdet mere end normal arbejdstid (37 timer pr. uge).

I så fald skal den førstkommende efterlønsudbetaling modregnes med overskydende timer.

 

Selvstændig virksomhed

Du har mulighed for at drive selvstændig virksomhed, mens du får efterløn. Dette skal du i god tid søge om tilladelse til i a-kassen.

 

Ferie med feriepenge under efterlønnen

Hvis du holder ferie med feriepenge eller løn, skal det modregnes i din efterløn. Send besked til a-kassen om ferie.

 

Social pension

Søger du social pension i din kommune, skal du straks oplyse det til Efterlønsafdelingen, fordi det har betydning for din ret til efterløn.

 

På efterløn i udlandet

Du har ret til at bo og arbejde i alle EØS-lande, Grønland og Færøerne, mens du er på efterløn. Læs mere her

 

Fortsat medlemskab af a-kassen

For at få din efterløn udbetalt skal du være medlem af en a-kasse i hele efterlønsperioden.

Din ret til efterløn ophører ved udgangen af den måned, du fylder 65 år.

IT-problemer

Vi har desværre alvorlige IT-problemer, og vi arbejder hårdt på at løse dem. I mellemtiden kan du opleve, at flere funktioner på hjemmesiden desværre ikke virker som de skal.

Vi håber at have løst problemerne inden for relativ kort tid.

Venlig hilsen og tak for jeres tålmodighed
Business Danmark

Luk